Månedens helgen

Månedens helgen: Paulus

 APOSTLEN PAULUS’ OMVENDELSE 25. januar

I Jerusalem boede der på Jesu tid en ung mand ved navn Saulus. Han kom fra Kilikien i Tyrkiet. Hans far var rettroende jøde, derfor havde han opkaldt sin søn efter en af jødernes store konger, Saul. Men han var samtidig romersk borger, så derfor fik hans søn også navnet Paulus. Faderen sørgede for, at drengen fik en høj uddannelse i både græsk, hebraisk og aramæisk, som var dagligsproget i Israel på Jesu tid. Saulus blev opdraget som streng farisæer hos den berømte Rabbi Gamaliel i Jerusalem.

Farisæerne og ypperstepræsterne i Jerusalem var meget forbitrede over den uro, der var opstået i byen, efter at Jesus var død på korset. For der var flere og flere, som gik rundt og sagde, at Han var opstået fra de døde, og at mange havde set Ham og endda talt med Ham.

Farisæerne og de andre rettroende jøder anså kristendommen for den værste gudsbespottelse, som var nedbrydende for den jødiske tro. Derfor begyndte de med stadig større voldsomhed at forfølge de kristne. Den unge Saulus var særlig ivrig efter at indfange de kristne og slæbe dem for retten til dom og henrettelse.

Men der var stadig flere mennesker, som troede på, at Jesus virkelig var Guds Søn og den Messias, de alle havde ventet på. Især efter at Helligånden pinsedag var kommet ned over apostlene og havde fyldt dem med ny begejstring og mod til at fortælle om Jesus og Hans opstandelse fra de døde. Allerede den første dag var der 3000 som blev døbt.

En af de mest begejstrede tilhængere af Jesus var Stefanus, som prædikede, så de skriftkloge slet ikke kunne klare sig mod ham. Derfor trak de ham for Det store Råd og anklagede ham, men han fortalte bare endnu mere overbevisende om Jesus og om Hans opstandelse fra de døde. De skriftkloge og farisæerne blev så rasende på ham, at de dømte ham til at blive stenet, og de slæbte ham uden for byen, hvor henrettelsen skulle foregå. Saulus tilbød at stå som vidne på, at alt gik rigtigt til, mens de stenede Stefanus til døde.

Nu udbrød der en stor forfølgelse af hele menigheden i Jerusalem og de andre steder, hvor kristendommen var ved at slå rod. En af de ivrigste forfølgere var Saulus, som trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik sat dem i fængsel.

Saulus afskyede Jesus og Hans tilhængere, og da han havde jaget de fleste kristne ud af Jerusalem, rustede han sig til at forfølge dem alle de andre steder, hvor de nye menigheder var begyndt at vokse frem. Han ville simpelthen udrydde Kirken, dvs. dem, der troede på Jesus og fulgte ”vejen”. Jesus havde jo sagt: ”Jeg er VEJEN, Sandheden og Livet”. At følge ”Vejen” er at følge Jesus.

Først ville Saulus til Syrien. I Bibelen i Apostlenes Gerninger skriver Lukas, hvad der nu skete:

”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til ”Vejen”, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra Himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Han svarede: ”Hvem er du, herre?” Han sagde: ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.” Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: ”Ananias!” Han svarede: ”Ja, Herre!” Herren sagde til ham: ”Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.” Ananias svarede: ”Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.” Men Herren sagde til ham: ”Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.” Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: ”Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.” Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds Søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: ”Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?” 

Men Saulus prædikede stadig mere overbevisende om, at Jesus er Guds Søn, og at Jesus er Kristus, den Salvede, den Messias, som jøderne havde ventet på i tusind år. Synagogens ældste var rasende. De var jo rettroende jøder, som ikke ville tro på, at Jesus var Guds Søn. De besluttede derfor at rydde Saulus af vejen. De holdt vagt ved byens porte dag og nat for at tage ham til fange. Men en mørk nat tog hans disciple en stor kurv og firede ham ned ad bymuren, så han på den måde kunne slippe væk.

Saulus brugte fra nu af ikke mere sit jødiske navn, Saulus, men i stedet sit romerske navn, Paulus, for at markere, at Jesus havde kaldet ham til at være apostel for hedningerne. Først tre år senere tog han til Jerusalem for at lære Peter og de andre apostle at kende. De accepterede ham som apostel, selv om han jo aldrig havde mødt Jesus eller vandret rundt med Ham som de tolv, Jesus først havde udvalgt. Men de troede på, at Jesus selv i en åbenbaring havde udvalgt Paulus til at være apostel for hedningerne.

Nu begyndte Paulus at rejse rundt for at fortælle om Jesus i mange forskellige lande. Tre store missionsrejser bragte ham til forskellige steder i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland.

Her kom han til hovedstaden, Athen, hvor han blev meget oprørt over at se byen fuld af afgudsbilleder. Han begyndte at diskutere med de lærde filosoffer, som blev nysgerrige efter at høre, hvad det var for en gud, han talte om. Paulus sagde da:

”Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer”. Og han fortalte dem om den almægtige Gud, som har skabt alle ting og givet hvert eneste menneske livsånde, og som nu havde sendt sin Søn til jorden for at alle mennesker skulle lære Ham at kende. Det er Guds Søn, Jesus, som skal holde dom over hele verden, og for at alle skal tro på Ham, har Han ladet Ham opstå fra de døde. Nogle af tilhørerne spottede Paulus og sagde: ”Det vil vi høre om en anden gang!” men andre sluttede sig til Paulus og blev døbt.

På sine rejser, kom Paulus gang på gang i nød og livsfare. Han skriver selv om det i et brev til menigheden i Korinth: ”Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.”

Og alligevel var han utrættelig. Han ville bringe budskabet om Jesus ud til alle hedninger:

På en af sine rejser blev han fængslet og sendt med et skib til Rom for at komme for retten hos den romerske kejser. Det blev en meget farefuld rejse, der endte med, at skibet forliste og strandede på Malta. Men endelig nåede han da til Rom, hvor han måtte sidde i husarrest i to år. Han fik dog lov til at forkynde evangeliet for de folk, som kom til fængslet for at høre ham, og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus. Nogle blev overbevist af hans ord, men andre troede ikke på ham.  Det var især jøderne, som ikke ville tro, så Paulus sagde til dem: ”Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre og sagt: Gå hen til dette folk, og sig:

I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.

For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt,

og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene,

høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.

Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!”

I Rom voksede den kristne menighed, og Peter var blevet dens første biskop. Men nu begyndte forfølgelserne af de kristne for alvor. Kejser Nero kastede Paulus i fængsel, hvor han sad ni måneder under store lidelser. Fangehullet, kan stadig ses i Rom. Til sidst blev han halshugget.  Over hans grav byggede kong Konstantin den Store senere en lille kirke, som blev til kirken St. Paulus Udenfor Murene. Peter blev også fængslet og henrettet. Han blev korsfæstet ligesom Jesus, men med hovedet nedad.

Paulus og Peter er de to apostle, som har betydet mest for, at hele verden skal komme til tro på Kristus. Peter er den, der selv har levet sammen med Jesus, som vidner om Ham ved sin kærlighed og sin tro, og som samler Kirken om dens centrum og dens rod i det jødiske folk. Paulus er den med den høje teologiske tænkning og åndelige evner, som stadig udbreder Kirkens forkyndelse til hedningerne over hele jorden.

Hans ukuelighed, hans mod og udholdenhed i troen kan være et forbillede for os, når vi synes, verden omkring os helt har lukket sig for Gud.

Månedens helgen: Santa Lucia

SANTA LUCIA (ca.286 – 304)

Festdag 13. december

Navnet Lucia betyder LYS. Kristus er verdens Lys, og Lucia bragte bud om Hans lys til en verden, der også på hendes tid var fyldt med mørke og ondskab. Lucia blev født i på Sicilien omkring år 285. Hun tilhørte en fornem og velhavnede familie. Hendes far døde, mens hun endnu var lille, så det var hendes mor, som tog sig af hende. Både Lucia og hendes mor var kristne, men hemmeligt, for den romerske kejser Diokletian forfulgte og dræbte alle de kristne, han kunne finde.

Lucia elskede Jesus så højt, at hun allerede som barn havde aflagt løfte om at leve i kyskhed, og at hun aldrig ville gifte sig, men ville leve alene for sin himmelske brudgom. Derfor havde hun også besluttet, at når hun blev voksen, ville hun give alt, hvad hun ejede til de fattige. Men hun fortalte ikke nogen om sin beslutning, ikke engang sin Mor.

Allerede før Lucia blev voksen, bragte hun i hemmelighed mad ud til de fattige - ofte om natten, for at det ikke skulle blive opdaget. Da hun havde hænderne fulde af kurve med mad, måtte hun bære lys på sit hoved for at finde vej. Det er derfor, Luciabruden i dag bærer sin krone med lys, og alle pigerne, som følger hende, har lys i hænderne.

Lucia voksede op til at blive en smuk ung pige, og moderen lovede hende derfor bort til en ung hedensk adelsmand, som var betaget af hendes skønhed. Lucia var fortvivlet, og det lykkedes hende flere gange at udskyde forlovelsen, mens hun inderligt bad Gud om at redde hende fra dette ægteskab. Hendes mor blev nu alvorligt syg, og lægerne kunne ikke hjælpe hende. Lucia fik derfor overtalt sin mor til at de sammen rejste til et valfartssted, hvor den hellige Agatha lå begravet. Agatha var en af dem, der var blevet slået ihjel, fordi hun var kristen. Her ved hendes grav var mange mennesker blevet helbredt. Mens de bad, viste Sankt Agatha sig i et syn for Lucia, og hun sagde: ”Min kære søster, hvorfor beder du mig om noget, som du lige så godt selv kan give din mor? Din tro har helbredt hende!” Og virkelig: Der skete et mirakel, og Lucias mor blev helt rask. Moderen indså nu, at Lucia skulle have lov at leve helt for Jesus som ugift jomfru og give hele sin medgift til de fattige. Men den mand, som ville gifte sig med hende, blev aldeles rasende over, at hun ikke ville have ham, så han gik til kejseren og fortalte ham, at Lucia var kristen.

Det skete i året 303, da Lucia var 18 år. Nu blev hun fængslet og underkastet tortur, men hun holdt fast ved, at hun var kristen og aldrig ville være andet. Da blev hun dømt til at blive lukket inde i et bordel, et sted hvor piger og kvinder blev tvunget til at leve som prostituerede. Så skulle hun nok lære at opgive sin kyskhed. Hun skulle køres derhen på en oksekærre gennem hele byen, så alle kunne gøre nar ad hende og spytte på hende. Men hverken okserne eller en hel hær af stærke mænd kunne flytte hende. Så blev kejserens mænd rasende og samlede en masse brænde sammen omkring hendes fødder og satte ild på for at brænde hende levende, men ilden rørte hende ikke. Så hældte de kogende olie over hende, men hun fortsatte med at være helt uskadt. Så blev statholderen så bange, at han dømte hende til at dø ved et sværd. Det var den 13.december: Bødlen borede et sværd i halsen på hende, men inden hun døde, nåede hendes præst og gav hende den hellige kommunion. Således blev hun endelig forenet med sin himmelske brudgom. Derfor er denne dag blevet hendes festdag. Det er netop den dag, man går i Luciaoptog. Det er den mørke tid lige før jul, hvor man særlig længes efter, at lyset skal komme med budskabet om Jesu fødsel. Lucia bringer bud om, at lyset er på vej.

Lucia døde altså som martyr. Især i begyndelsen, mens kristendommen endnu var ny, var der rigtig mange kristne, som døde for deres tro. De ville ikke tilbede kejseren, men ville tilhøre Kristus alene. Derfor blev de kristne forfulgt og slået ihjel på alle mulige forfærdelige måder. Mange blev kastet for løver og andre vilde dyr, så kejseren og hans folk kunne sidde og kigge på, at de blev flået og ædt. Andre blev brændt levende. En af de romerske kejsere smurte dem ind i tjære og brugte dem som fakler, når han havde havefest. Andre blev korsfæstet lige som Jesus. Det gjorde f. eks. Apostlen Peter. Men denne forfærdelige forfølgelse af de kristne fik ikke udryddet kristendommen. Tværtimod. For når folk så, at troen på Jesus betød så meget for de kristne, at de ville ofre deres liv for den, så åbnede det manges øjne for, at kun her kunne de finde Sandheden, glæden og det evige liv. Derfor blev der flere og flere, som omvendte sig og blev kristne. Også i vores tid bliver kristne forfulgt mange steder i verden. Her i vores land bliver man ikke slået ihjel, fordi man er kristen, men ofte bliver man drillet og hånet, især hvis man er katolsk kristen. Vi må bede Gud give os mod og kærlighed nok til at holde fast ved vores tro, så vi lige som Lucia kan bringe lys og glæde ud til mange mennesker.

Midt i den mørke nat
lysene brænder
Vi bærer lyset frem
i vore hænder.
Nu skal det stråle ud og mørket sprede.
Det bringer bud fra Gud:
Alt er nu rede.
Budskab vi bringer med,
budskab om julefred
Santa Lucia, Santa Lucia.


Nu brydes mørkets magt.
Natten må vige.
Som det var forudsagt,
kommer Guds rige.
Lyset kom til os ned,
søgte og fandt os.
Vi så Hans herlighed
stå midt iblandt os.
Budskab vi bringer med
budskab om julefred,
Santa Lucia, Santa Lucia

Månedens helgen: Nicolaus af Myra

NICOLAUS AF MYRA

Festdag 6. december

Sankt Nicolaus blev født i det 4. århundrede i landsbyen Patara. På dette tidspunkt var området græsk, men er nu den sydlige del af Tyrkiet. Hans rige forældre, der opdrog ham som kristen, døde, mens Nicolaus stadig var ung. Allerede mens han endnu var et lille barn, levede han som en helgen: Han var god og hjælpsom, bad til Gud mange gange om dagen og gjorde sig umage for at leve lige som Jesus. Lige som sine forældre adlød han Jesus ord om at sælge alt, hvad han ejede, og give pengene til de fattige. Nicolaus brugte hele sin arv på at hjælpe de syge og dem i nød.

Sankt Nicolaus blev landskendt for sin gavmildhed, for sin kærlighed til børn og omsorg for de søfarende. Derfor er mange kirker i havnebyer opkaldt efter ham, f. eks. Domkirken i Århus. Nicolaus blev først præst og siden biskop i Myra, og han var stadig den gode, gavmilde mand, som prøvede at hjælpe alle, som trængte til det. Det fortælles, at der var tre piger, som virkelig var i stor nød. Deres mor var død, og faderen var så fattig, at pigerne ikke havde mulighed for at blive gift. Dengang skulle en pige nemlig betale en stor sum penge til brudgommen. Pigernes far ville derfor sende dem til et bordel, så de ved at sælge deres egen krop til sex kunne tjene penge til familien. Det er en svinet og forfærdelig måde at tjene penge på, og Gud og englene græder, når mennesker på den måde misbruger deres krop og alt det gode og smukke, som Gud har skabt.

Nicolaus havde hørt om pigerne, og han ville hjælpe dem. Så en mørk aften, da pigerne sad og græd over, at de snart skulle sende hen til dette frygtelige sted, kom der pludselig noget susende ind gennem det åbne vindue og faldt på gulvet med et tungt BUMP. – Hvad var dog det? Inden de havde fået samlet tingen op, lød der to bump mere: Det var tre poser med guldpenge. Nikolaus havde taget af sine egne penge og i hemmelighed givet dem til pigerne, for at de kunne blive fri for at tjene penge på den modbydelige måde og i stedet blive ordentligt gift med en mand, de elskede.

Da Nicolaus jo var blevet biskop, gik han med en rød bispekåbe og en stor spids bispehue, som kaldes en mitra, og som godt kunne ligne en nissehue. Historien om den gode biskop blev fortalt over hele verden, og heraf kommer historien om julemanden, der giver gaver.

I mange andre lande kalder man ham ikke julemand, men bruger hans rigtige navn Sankt Nikolaus. Omkring 700 år efter Nikolaus’ død, blev Myra og hele landet erobret af muslimerne. Mange kristne var kede af, at Nikolaus grav skulle ligge i et muslimsk land. Det lykkedes en flok sømænd fra Italien at finde hans grav og smugle hans jordiske rester ud af Tyrkiet og tage dem med til Italien, hvor han blev begravet i byen Bari, og der blev bygget en smuk kirke over hans grav. Den hedder ”La Basilica de San Nicola”. Af ham kan vi lære at være gavmilde, så at vi ikke skraber sammen til os selv, men i stedet for deler, hvad vi har, med andre. Når julen nærmer sig, må Sankt Nikolaus minde os om, at vi ikke skal ønske os en hel masse til jul, men i stedet finde ud af, hvilke gaver, vi kan glæde de andre med.

Månedens helgen: Elisabeth af Thüringen

ELISABETH AF THÜRINGEN (- eller af Ungarn) (1207 – 1231)

Festdag: 17. november

Elisabeth var kongedatter, født i Ungarn. Både kongen, Kong Andreas II, og hans dronning var ud af mægtige og rige slægter, og det vigtigste for dem var at fastholde deres magt og rigdom. Derfor besluttede de, at den lille Prinsesse skulle giftes med en mand fra en lige så mægtig og rig familie.

Fyrsten på Wartburg i Thüringen havde to sønner, så da Elisabeth var 4 år gammel blev de to
familier enige om, at hun skulle giftes med en af disse sønner, som da var 11 år gammel. Den lille prinsesse blev derfor ført til borgen Wartburg med et så vældigt brudefølge og så rige brudegaver, at der aldrig var set magen til i Thüringerland. Der var guld, sølv og ædelsten i store mængder, pragtfulde klæder af fløjl, silke og pelsværk, og et badekar af det pureste sølv, som den lille kongedatter skulle bades i.

Prinsesse Elisabeth af Ungarn voksede nu op på fyrsteborgen i Thüringen. Hun havde fået et par af sine bedste legekammerater med hjemme fra Ungarn. Hun var en strålende glad og munter pige, men snart fik hun verdens ondskab at føle, da der kom bud om, at hendes mor, Dronning Gertrud, var blevet myrdet. Da var hun 6 år gammel. Og nu begyndte det også at gå op for hende, hvor megen nød, der var lige uden for borgens mure og nede i byen Eisenach. Hun så stadig mere klart den skærende modsætning mellem hoffets vilde luksus og den forfærdende fattigdom og elendighed, som rådede blandt almindelige mennesker. Selv om hun endnu kun var et barn, så hun, at en så himmelråbende forskel mellem rigdom og elendighed måtte være imod Guds bud. Derfor begyndte den rige kongedatter nu at klæde sig i stadig mere enkle og beskedne klæder – at gå med bare fødder, uden smykker, pelsværk, silke, fløjl og alt det andet, som adelsfolk ellers plejede at pyntede sig med. Om søndagen, når fyrstefamilien gik til messe, plejede kvinderne at bære pragtfulde kroner eller diademer af guld, sølv, perler og ædelsten. Men Elisabeth tog en simpel ulden kjole på af den slags, som landsbykonerne brugte, og hun tog sin guldkrone af.

Slottets beboere var forargede og skældte hende ud for at ligne en tjenestepige eller en snerpet nonne i stedet for en kongedatter og tysk fyrstinde. "Hvordan kan jeg bære en krone af guld, når Jesus bærer en krone af torne?" svarede hun. Mere og mere pinte det hende, at hun ikke kunne leve helt som Jesus havde sagt: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Den rige fyrstefamilie på Wartburg beskyldte hende for at være fra forstanden og forfulgte hende stadig mere hadefuldt. Kun én forsvarede hende. Det var den unge Ludvig, hendes trolovede. Han var lige så from og godhjertet som hun, og han elskede hende og beundrede hendes store gavmildhed og barmhjertighed mod de fattige.

Da Elisabeth var 15 år gammel, blev deres bryllup fejret med fyrstelig pragt. Til trods for, at det var deres forældre, som havde bestemt, at de skulle giftes, elskede de hinanden med en kærlighed lige så glødende og lidenskabelig som den, man læser om i middelalderens ridderromaner. Nu fik det ødsle luksusliv på borgen en ende, for Ludvig var enig med sin unge kone i, at de måtte prøve at leve sådan som Jesus havde sagt: ”I skal være barmhjertige og dele, hvad I har, med dem, som ingenting har”. Gang på gang solgte hun ud af sine rigdomme for at hjælpe de fattige og syge nede i Eisenach ved borgens fod. Ludvig elskede Elisabeth og støttede hende, når hun gik ud og gav de fattige mad, plejede de syge og tog sig af forældreløse børn.

En dag, hvor Ludvig var ude at rejse, havde hun taget en spedalsk mand ind på slottet for at behandle ham. Hun vaskede hans betændte sår, behandlede dem med olie og helbredende urter, og til sidst lagde hun ham i sin ægtemands seng, for bedre at kunne pleje ham. Imidlertid kom Ludvig uventet hjem. Hans mor, den gamle fyrstinde, var rasende over den måde, Elisabeth levede på, så hun trak Ludvig ind i soveværelset for at vise ham, at der lå en fremmed mand i hans ægteseng: "Nu skal du se, hvad din kone foretager sig, når du er væk!" Han rev dynen af, men hvad så han? I stedet for den spedalske så han den korsfæstede Frelser ligge i sin seng. Han stod som naglet til jorden, for var det ikke præcis det, Jesus havde sagt: "Alt hvad du gør mod en af disse mine mindste, har du gjort imod mig". Bevæget og ydmyg sagde han til Elisabeth, som var fulgt efter ham: ”Min elskede kone, sådanne gæster må du gerne tit lægge i min seng! Du skal ikke lade nogen standse dig i at vise barmhjertighed".

Sådan støttede han hende i hendes omsorg for de fattige og syge. Nede i Eisenach for foden af Wartburg grundlagde de sammen et sygehus, som de opkaldte efter Den hellige Frans af Assisi, som stadig levede i Italien, og som på denne tid også var ved at blive kendt i Tyskland.

I året 1225 kom der en stor hungersnød, så stor, at de fattige måtte blande jord i deres mel, når de bagte brød, og de måtte slagte deres sidste køer og heste, ja selv deres hunde og katte måtte de slagte og spise for ikke at dø af sult. Ludvig var på det tidspunkt i Italien hos Kejseren, og den 18-årige borgfrue havde ansvaret for hans besiddelser. Resolut åbnede hun alle borgens private kornkamre og sørgede for mad til de sultende. I denne periode kom der hver dag omkring 900 fattige op på Wartburg for at få mad. Ludvigs skatkammer, hvor han gemte 64.000 guldstykker, tømte hun til sidste skilling for at bespise de mange sultende.

Da Ludvig kom tilbage fra Italien, var borgens sidste reserver ved at være opbrugt. Hadefulde
forvaltere og familiemedlemmer anklagede den forrykte borgfrue for at have bragt fyrstehuset til fallittens rand. Men Ludvig vinkede dem af med kærlig overbærenhed og sagde: "Lad hende dog gøre alt det gode, hun vil. Lad hende dog give Gud alt, bare hun lader mig beholde Wartburg."

Sommeren 1227 drog Ludvig på korstog med Kejser Frederik II. De skulle til Jerusalem for at befri den hellige grav fra muslimerne. Elisabeth var ulykkelig over, at de skulle skilles, så hun fulgte ham på sin hest hele den første dag, men var så nødt til at vende hjem. Men Ludvig nåede aldrig til Det hellige Land. Han døde af pest kun tre måneder senere. Det fortælles, at da budskabet om hans død nåede Elisabeth, løb hun vildt skrigende af fortvivlelse gennem hele slottet. Få dage efter fødte hun sit tredje barn, men nu var hun enke og uden beskyttelse mod alle de mennesker, som hadede hende på grund af hendes gavmildhed og var provokerede af hendes ydmyge måde at leve på. Ludvigs bror, som nu overtog magten på Wartburg, forlangte, at hun enten skulle tilpasse sig det fyrstelige luksusliv ved hoffet, eller også skulle hun forlade borgen som tigger.

Elisabeth var ikke i tvivl. Hun hverken ville eller kunne tilpasse sig den overdådige og sløsede måde at leve på, så hun forlod Wartburg med sine tre små børn midt om vinteren helt uden beskyttelse, for Ludvigs bror havde også forbudt byens borgere at hjælpe hende.

Elisabeth opsøgte i stedet et nonnekloster, hvor hendes tante var abbedisse. Her overlod hun børnene i nonnernes varetægt, mens hun selv fik hjælp af en onkel, som var biskop. Han var ivrig efter at gifte hende bort, for hun var jo kun 20 år, og der var flere, som bejlede til den unge enke. En af dem var selveste kejseren, Frederik II. Men hun havde lovet Ludvig, at hvis der skulle ske noget med ham, ville hun aldrig gifte sig igen. Nu ville hun alene tilhøre Kristus.

Hun havde jo hørt om Frans af Assisi, for han havde nogle år tidligere, i 1221, sendt nogle af sine brødre til Tyskland. De var også kommet til Thüringen, og Elisabeth havde selv beskyttet dem og egenhændigt spundet uld til deres munkekutter og skænket dem et kapel i Eisenach.

Som tak havde Frans selv sendt hende en bodsklæding af ufarvet uld, som hun tog på, hver gang hun gik ned i byen for at tjene de fattige. (Elisabeths bodsklædning hænger endnu den dag i dag i et glasskab i sognekirken i landsbyen Oberwalluf ved Rhinen).

Elisabeth stod nu helt alene i verden, og hun besluttede derfor at træde ind i franciskanernes tredje orden. Da Ludvigs riddere kom tilbage fra korstoget, sørgede de for, at Elisabeth fik noget af den medgift tilbage, som hun selv som barn havde medbragt til Wartburg. For de penge byggede hun et hospital, hvor hun plejede de syge, som ikke kunne komme ind på andre sygehuse. Herefter arbejdede hun udelukkende for at tjene de fattige, syge og gamle. Hun spandt og syede selv tøj til defattige, hun gjorde rent hos dem, og tog endda ud at fiske for at skaffe mad til de sultende. Hun plejede de spedalske, rensede og forbandt deres stinkende sår. "Hvor er det dejligt", sagde hun til en af de piger, der hjalp hende, ”at vi sådan må bade og pleje vor Herre!" For det var Jesus, hun så i hver eneste af de stakler, som hun hjalp. Det var kærligheden til Ham, som var drivkraften i hendes hengivelse for andre.

Elisabeth var utrættelig med at tjene dem, som var i nød. Hun skånede aldrig sig selv, men sled
bogstaveligt talt sig selv op. Hun blev syg og døde den 17. november 1231, kun 24 år gammel, og det fortælles, at der fra hendes legeme udgik en vidunderlig duft, som havde helbredende virkning.

Allerede den 27. maj 1235, kun fire år efter sin død, blev hun helgenkåret – 7 år efter Frans af
Assisi, som havde været hendes store forbillede. Lige som Frans, havde hun givet afkald på alt: Rigdom, magt, pragt og berømmelse for at blive en tjener for andre mennesker. Lige som Frans havde hun levet i Kristi efterfølgelse i fattigdom og ydmyghed, selv om hun var født som kongedatter og kunne have været en af de rigeste og mægtigste kvinder i riddertidens Europa.

Hun gav hver eneste dag af sit liv for at være alles tjener. ”Større kærlighed har ingen, end den som giver sit liv for sine venner", siger Jesus.

Kirsten Kjærulff

Månedens helgen: Martin af Tours

MARTIN AF TOURS

Festdag: 11. november

Den hellige Martin af Tours blev født i 316 i Ungarn. Hans Far var en hedensk officer, så derfor blev han opkaldt efter den romerske krigsgud, Mars, som betyder ”den modige og tapre”.

Da Martin var 10 år gammel besluttede han, at han ville være kristen, men forældrene forbød ham det. Allerede som 12-årig besluttede han, at han ville leve som eneboer, men forældrene modsatte sig igen hans ønske, for de havde besluttet, at sønnen skulle gå i faderens fodspor som officer i hæren, så derfor bragte de ham i 331 den femtenårige Martin til et kavaleriregiment i den romerske galliske armé. I hæren udmærkede Martin sig hurtigt og blev snart udnævnt til kavaleriofficer. Da han var blevet 18 år gennemførte han sin beslutning om at blive døbt.

Baggrunden skal have været denne oplevelse, som man ofte ser afbilledet i kunsten:

En iskold vinteraften kom Martin som ung romersk officer ridende sammen med nogle kammerater. Ved byporten i Amiens stod der en næsten nøgen tigger, skælvende af kulde, og bad om en almisse. Ingen brød sig om ham, og Martin havde ingen penge på sig, så han tog sit sværd og delte sin kappe i to og gav staklen den ene halvdel. Han svøbte den anden halvdel om sig og brød sig ikke om kammeraternes hånlige latter. Samme nat så han i et syn Kristus klædt i den halve kappe, mens han sagde til den hærskare af engle, som omgav ham: ”Denne kappe har jeg fået af Martin, som endnu ikke er døbt.” Dette gjorde så stærkt indtryk på ham, at han straks løb bort for at lade sig døbe.

Senere gennemførte han sin beslutning om at forlade militæret og leve som eneboer og helt hellige sig sit liv med Kristus. Han boede i en hule ved bredden af Loire. Her samledes efterhånden mange, som havde samme indstilling som Martin. Om søndagen samlede de sig til messe og samvær. Dette regnes som det første kloster i Gallien og det første store kloster i vesten. Her boede Martin i ti år og vejledte sine disciple. Klosteret blev også et samlingspunkt for befolkningen i landsbyerne omkring.

Martins fromme bodsliv og hans mange undergerninger gjorde stort indtryk på folket og præsteskabet i Tours nord for Poitiers. Så da den hellige biskop Lidorius af Tours, døde i 371 eller 372, begyndte præsterne at forlange Martin som ny biskop af Tours. Men i sin store ydmyghed ville han ikke acceptere embedet, for han ønskede fremfor alt at leve et liv i afsondrethed. Legenden fortæller:

Da folket ville vælge Martin til biskop, prøvede han at gemme sig bort blandt gæssene for at undgå valget. Men da folkene gik og ledte efter ham, skræppede gæssene så højt, at hans gemmested blev afsløret.

For at straffe gæssene er den skik blev indført, at man spiser ”Mortensgås” på mortensaften. (Morten er den danske version af det latinske Martin).

Månedens helgen: Frans af Assisi

FRANS (1182 – 1226)

Festdag: 4. oktober

Assisi er en lille by i Italien. Her levede i begyndelsen af 1200-tallet en ung mand, Frans, som var en munter ung mand, søn af en af de rigeste mænd i byen. Faderen hed Bernardone og handlede med kostbare stoffer, som han købte i fjerne lande. Frans elskede fest og ballade, han elskede at synge og spille ligesom de franske spillemænd, troubadourerne, der rejste fra land til land for at underholde ved riddernes hoffer. Han ville også være troubadour og sidde for de skønne fruers fødder og synge ømme viser om kærlighed. Han ville også være en ridder med mange penge, ædle heste, skrappe våben, flotte klæder og en vældig ridderborg. Han var derfor begejstret, da han som tyveårig kunne drage i krig mod nabobyen Perugia. Nu skulle han ud og blive berømt. Uheldigvis blev han taget til fange og sad i over et år i et skummelt fangehul, men da han endelig slap ud, var han alligevel parat til at tage af sted igen til en endnu større opgave: Han skulle med på korstog til Det hellige Land. Hans Far var stolt af sin søn og gav ham det bedste og dyreste udstyr, og igen drog han glad af sted.

Men på vejen mødte han en af de spedalske, som på grund af sin sygdom var udstødt af samfundet og nu levede i yderste fattigdom. Spedalskhed er en uhyggelig smitsom sygdom, hvor folk mister hænder og fødder eller andre dele af kroppen. Frans fik så stor medlidenhed med ham, at han sprang af hesten, omfavnede og kyssede den stakkels mand og gav ham alle sine penge. Han følte pludselig, at Gud ville noget andet med ham end krig, korstog og flot udstyr. Han solgte det hele og forærede pengene til de spedalske og de andre fattige. Han følte, at det liv, han havde levet indtil nu med sine muntre venner, var tomt og uden mening, så han gemte sig i en hule oven over byen for at være alene og for at bede og finde ud af, hvad Gud ville med ham. Neden for Assisi lå en lille forfalden kirke, San Damiano. Nu gik han sommetider her ned for at bede. Kirken var så fattig, at præsten ikke engang havde råd til at købe olie til lampen foran billedet af den korsfæstede Kristus. Mens Frans var hensunket i bøn i den halvmørke kirke, hørt han pludselig nogen tale. Det var Jesus på korset: "Frans, sæt mit hus i stand, det er ved at forfalde". Tre gange sagde Jesus de samme ord. Frans blev forskrækket, men også glad. Nu vidste han, hvad Gud ønskede af ham. Han skyndte sig hjem til sin Fars butik og tog en ordentlig bunke af de fineste og dyreste stofruller, sprang op på en af Faderens heste, og så red han til den nabobyen og solgte både hest og stoffer på markedet. Nu måtte han jo gå på sine ben tilbage til San Damiano, men lommerne havde han fulde af penge, og dem gav han alle sammen til præsten, så han kunne begynde at genopbygge den forfaldne kirke, som Jesus havde sagt. Da hans Far fandt ud af, hvad der var sket, blev han rasende. Han bankede ham og låste ham inde i husets kælder med tunge jernlænker om fødderne. Men så snart Faderen var borte, slap Moderen ham fri igen, og han tog tilbage til præsten i San Damiano. Nu ville han bo hos ham. Hans Far fik dog fat i ham igen, og nu slæbte han ham for retten. Dommeren var byens Biskop, og rettergangen blev hold midt på byens torv: Frans blev gjort arveløs og skulle betale alle de penge tilbage, han havde givet til kirken. Men det ville Frans ikke: "De penge tilhører de fattige," sagde han, "men alt det andet vil jeg give afkald på, også det tøj, jeg har på, for det tilhører også Bernardone! Det er ham, jeg indtil nu har kaldt min Far, men fra nu af har jeg kun én Far: Min Far i Himlen." Så smed han alt sit tøj midt på torvet foran biskoppen og alle byens borgere. Biskoppen sprang op og svøbte ham ind i en kappe, så han ikke skulle stå der uden en trevl på kroppen.

Men nu var Frans helt fri, og nu gik han ud af byen og ud i verden som tigger, den fattigste af alle fattige.  Han ville leve lige som Jesus, der også gav alt til de fattige. Han slog sig først ned i en hytte lidt uden for Assisi. Her levede han af at tigge og arbejde lidt for folk. Hvad han fik, gav han straks til de fattige og de spedalske. Han begyndte også at prædike for dem: "Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet".

Folkene oppe i Assisi rystede på hovedet og mente, at Bernardones søn var blevet splittertosset. Men alligevel dukkede først den ene, så den anden op for at slutte sig til ham. Frans levede jo faktisk præcis sådan, som Jesus havde sagt man skulle. Og nu var han altid glad, meget gladere end dengang han brugte masser af penge på fornøjelser. Ligesom Frans var vennerne blevet trætte af, at det kun var penge og berømmelse, folk var interesserede i, og de var trætte af de evindelige krige mellem de forskellige byer i Italien. I stedet begyndte de nu at leve sammen på Frans´ måde: Fattigt og ydmygt. Deres dyre klæder skiftede de ud med en grov ulden kutte, et reb om livet og bare fødder – og intet andet. De tiggede, og de arbejdede for folk, og hvad de fik, delte de med de spedalske og de andre fattige. Men først og fremmest bad de sammen og gik så rundt to og to og fortalte folk om Gud. Lige som Jesus og Hans disciple havde gjort. De havde jo opdaget, at kun når man tror på Gud, er man helt fri og helt lykkelig.

Frans elskede Guds skaberværk. Alt i naturen fortalte ham om Gud. Alt havde Han jo skabt af kærlighed: Det mindste græsstrå, den mindste orm, solen og de fjerneste stjerner, lige sm han selv var skabt og elsket af Gud. Derfor syntes han, at alt i naturen var hans søskende: Broder sol, søster måne – broder ild, søster vand. Selv døden så han som sin ven og gode søster, fordi den jo var porten ind til Gud – til det evige liv og den fuldkomne glæde. Dyrene var hans gode venner. Det er der mange fortællinger om, f. eks. at han prædikede for fuglene, som kom hen til ham og sad lige så stille og hørt efter, hvad han sagde.

En gang kom han til en by, Gubbio, hvor folk var meget bange for en stor ulv, som levede i nærheden, og som næsten hver dag dræbte nogle af deres får og geder og også somme tider havde dræbt nogle af byens beboere.  Frans har nok tænkt: Ja, det er jo ikke så godt, men ulven er måske sulten? Så han gik ud til dens hule, og straks kom den da også farende for at kaste sig over ham. Men Frans stod ganske stille, slog korsets tegn og sagde"I Jesu navn, broder ulv, jeg befaler dig ikke at gøre nogen ondt!" Og sandelig: Ulven blev helt rolig og kom hen og lagde sig for fødderne af ham. Frans talte alvorligt til den og sagde:"Hvis folk i byen sørger for, at du hver dag får mad nok, vil du så love, at du aldrig mere vil overfalde og dræbe nogen?". Ulven nikkede. Han klappede den på hovedet og rakte hånden frem. Så løftede ulven sin højre forpote og lagde den i Frans' hånd. Fra den dag færdedes ulven i byen som en tam hund og fik mad af folkene der. Aldrig mere gjorde den nogen noget ondt.

Efterhånden havde der samlet sig tusindvis af folk, som ønskede at følge Frans' eksempel: At leve fattigt og ydmygt lige som Jesus. Derfor vandrede Frans til Rom for at få Pavens tilladelse til at stifte en rigtig munkeorden. Da Paven hørte de leveregler, Frans havde nedskrevet for sit fællesskab, kunne han se, at det simpelthen var de samme ting, som Jesus havde sagt, så derfor gav han sin tilladelse. Nu begyndte der at komme franciskanermunke i hele Europa, også i Danmark.

Julen 1223 var Frans vandret til byen Grecchio i Rieti-dalen. Han elskede at tænke over, hvordan Jesusbarnet var blevet født i en stald som et fattigt og hjælpeløst barn, Han, som var Gud, alle tings Skaber og Universets Konge. Derfor fik han den idé, at han i sin juleprædiken ville vise, hvordan det var gået til julenat i Betlehem: Han lånte en stald, hvor han anbragte en okse og et æsel Han bad byens smukkeste jomfru klæde sig på som Jomfru Maria, en god og retfærdig mand skulle være Josef, og en nyfødt lille dreng blev lagt i høet i krybben. Han skulle være det lille Jesusbarn. Der har sikkert også været både engle og hyrder. Det, han ville vise menigheden, var den hellige families fattigdom, ydmyghed og uskyld. Byens folk strømmede til midnatsmessen julenat. Det var Frans, der som diakon læste juleevangeliet: "Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra Kejser Augustus .." Dvs. han læste det ikke, nej, han SANG det. Han havde stadig sin ungdoms smukke sangstemme. Han sang evangeliet med sådan en hengivelse, at folk græd.

Siden den tid har man hver jul opstillet julekrybber i kirker over hele verden.

Kort tid efter trak han sig tilbage helt alene til et øde bjerg, La Verna. Kun hans nærmeste ven, broder Leo, fik lov at være hos ham. Frans var kun 42 år, men han var svag og syg, fordi han havde levet så hårdt et liv. Han var også blevet næsten blind. Han længtes meget efter Jesus, som han vidste havde gennemgået meget større lidelser og var død på korset for menneskernes frelses skyld. Han ønskede så inderligt at blive forenet med sin Herre, også i Hans lidelse. Han bad brændende af længsel om at måtte blive forenet med Jesus. Da skete der noget helt ubegribeligt: Han så en vældig engel, som holdt korset med den korsfæstede Kristus. Pludselig udsprang en lysende stråle næsten som et lyn fra Jesu gennemborede hænder, fødder og side: Strålerne ramte Frans på de samme steder, og i det øjeblik blev også hans hænder, fødder og side gennemboret som af store nagler og spyd. Resten af sit liv bar han disse sår, som vedblev at være åbne og blødende og smertede så meget, at han næsten ikke kunne gå, men måtte bæres rundt. Hans brændende ønske var blevet opfyldt; Han fik lov at få del i Jesu lidelse.

Han døde to år senere i sit elskede San Damiano. Da han lå på sit dødsleje blind og forpint af smerter, takkede han Gud for "søster død", og han skrev sin dejlige "Solsang", hvor han lovpriser Gud for Hans vidunderlige skaberværk, solen, månen, stjernerne, dyr, blomster, fugle og alt det skønne i naturen.

Han var kun 45 år, da han døde, men hans ånd lever endnu i de mange franciskanerklostre over hele jorden og i alle de almindelige mennesker, der følger hans vej. Det vil sige at lovprise Gud for Hans skaberværk og gøre, hvad vi kan, for at beskytte naturen. Det betyder at give afkald på rigdom og berømmelse og i stedet leve i ydmyghed og nøjsomhed. Det betyder at gøre Gud til centrum i sit liv. Det betyder at elske og tjene sine medmennesker, for "alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig", siger Jesus.

 

 

Kirsten Kjærulff