Månedens helgen

Månedens helgen: Elisabeth af Thüringen

ELISABETH AF THÜRINGEN (- eller af Ungarn) (1207 – 1231)

Festdag: 17. november

Elisabeth var kongedatter, født i Ungarn. Både kongen, Kong Andreas II, og hans dronning var ud af mægtige og rige slægter, og det vigtigste for dem var at fastholde deres magt og rigdom. Derfor besluttede de, at den lille Prinsesse skulle giftes med en mand fra en lige så mægtig og rig familie.

Fyrsten på Wartburg i Thüringen havde to sønner, så da Elisabeth var 4 år gammel blev de to
familier enige om, at hun skulle giftes med en af disse sønner, som da var 11 år gammel. Den lille prinsesse blev derfor ført til borgen Wartburg med et så vældigt brudefølge og så rige brudegaver, at der aldrig var set magen til i Thüringerland. Der var guld, sølv og ædelsten i store mængder, pragtfulde klæder af fløjl, silke og pelsværk, og et badekar af det pureste sølv, som den lille kongedatter skulle bades i.

Prinsesse Elisabeth af Ungarn voksede nu op på fyrsteborgen i Thüringen. Hun havde fået et par af sine bedste legekammerater med hjemme fra Ungarn. Hun var en strålende glad og munter pige, men snart fik hun verdens ondskab at føle, da der kom bud om, at hendes mor, Dronning Gertrud, var blevet myrdet. Da var hun 6 år gammel. Og nu begyndte det også at gå op for hende, hvor megen nød, der var lige uden for borgens mure og nede i byen Eisenach. Hun så stadig mere klart den skærende modsætning mellem hoffets vilde luksus og den forfærdende fattigdom og elendighed, som rådede blandt almindelige mennesker. Selv om hun endnu kun var et barn, så hun, at en så himmelråbende forskel mellem rigdom og elendighed måtte være imod Guds bud. Derfor begyndte den rige kongedatter nu at klæde sig i stadig mere enkle og beskedne klæder – at gå med bare fødder, uden smykker, pelsværk, silke, fløjl og alt det andet, som adelsfolk ellers plejede at pyntede sig med. Om søndagen, når fyrstefamilien gik til messe, plejede kvinderne at bære pragtfulde kroner eller diademer af guld, sølv, perler og ædelsten. Men Elisabeth tog en simpel ulden kjole på af den slags, som landsbykonerne brugte, og hun tog sin guldkrone af.

Slottets beboere var forargede og skældte hende ud for at ligne en tjenestepige eller en snerpet nonne i stedet for en kongedatter og tysk fyrstinde. "Hvordan kan jeg bære en krone af guld, når Jesus bærer en krone af torne?" svarede hun. Mere og mere pinte det hende, at hun ikke kunne leve helt som Jesus havde sagt: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!"

Den rige fyrstefamilie på Wartburg beskyldte hende for at være fra forstanden og forfulgte hende stadig mere hadefuldt. Kun én forsvarede hende. Det var den unge Ludvig, hendes trolovede. Han var lige så from og godhjertet som hun, og han elskede hende og beundrede hendes store gavmildhed og barmhjertighed mod de fattige.

Da Elisabeth var 15 år gammel, blev deres bryllup fejret med fyrstelig pragt. Til trods for, at det var deres forældre, som havde bestemt, at de skulle giftes, elskede de hinanden med en kærlighed lige så glødende og lidenskabelig som den, man læser om i middelalderens ridderromaner. Nu fik det ødsle luksusliv på borgen en ende, for Ludvig var enig med sin unge kone i, at de måtte prøve at leve sådan som Jesus havde sagt: ”I skal være barmhjertige og dele, hvad I har, med dem, som ingenting har”. Gang på gang solgte hun ud af sine rigdomme for at hjælpe de fattige og syge nede i Eisenach ved borgens fod. Ludvig elskede Elisabeth og støttede hende, når hun gik ud og gav de fattige mad, plejede de syge og tog sig af forældreløse børn.

En dag, hvor Ludvig var ude at rejse, havde hun taget en spedalsk mand ind på slottet for at behandle ham. Hun vaskede hans betændte sår, behandlede dem med olie og helbredende urter, og til sidst lagde hun ham i sin ægtemands seng, for bedre at kunne pleje ham. Imidlertid kom Ludvig uventet hjem. Hans mor, den gamle fyrstinde, var rasende over den måde, Elisabeth levede på, så hun trak Ludvig ind i soveværelset for at vise ham, at der lå en fremmed mand i hans ægteseng: "Nu skal du se, hvad din kone foretager sig, når du er væk!" Han rev dynen af, men hvad så han? I stedet for den spedalske så han den korsfæstede Frelser ligge i sin seng. Han stod som naglet til jorden, for var det ikke præcis det, Jesus havde sagt: "Alt hvad du gør mod en af disse mine mindste, har du gjort imod mig". Bevæget og ydmyg sagde han til Elisabeth, som var fulgt efter ham: ”Min elskede kone, sådanne gæster må du gerne tit lægge i min seng! Du skal ikke lade nogen standse dig i at vise barmhjertighed".

Sådan støttede han hende i hendes omsorg for de fattige og syge. Nede i Eisenach for foden af Wartburg grundlagde de sammen et sygehus, som de opkaldte efter Den hellige Frans af Assisi, som stadig levede i Italien, og som på denne tid også var ved at blive kendt i Tyskland.

I året 1225 kom der en stor hungersnød, så stor, at de fattige måtte blande jord i deres mel, når de bagte brød, og de måtte slagte deres sidste køer og heste, ja selv deres hunde og katte måtte de slagte og spise for ikke at dø af sult. Ludvig var på det tidspunkt i Italien hos Kejseren, og den 18-årige borgfrue havde ansvaret for hans besiddelser. Resolut åbnede hun alle borgens private kornkamre og sørgede for mad til de sultende. I denne periode kom der hver dag omkring 900 fattige op på Wartburg for at få mad. Ludvigs skatkammer, hvor han gemte 64.000 guldstykker, tømte hun til sidste skilling for at bespise de mange sultende.

Da Ludvig kom tilbage fra Italien, var borgens sidste reserver ved at være opbrugt. Hadefulde
forvaltere og familiemedlemmer anklagede den forrykte borgfrue for at have bragt fyrstehuset til fallittens rand. Men Ludvig vinkede dem af med kærlig overbærenhed og sagde: "Lad hende dog gøre alt det gode, hun vil. Lad hende dog give Gud alt, bare hun lader mig beholde Wartburg."

Sommeren 1227 drog Ludvig på korstog med Kejser Frederik II. De skulle til Jerusalem for at befri den hellige grav fra muslimerne. Elisabeth var ulykkelig over, at de skulle skilles, så hun fulgte ham på sin hest hele den første dag, men var så nødt til at vende hjem. Men Ludvig nåede aldrig til Det hellige Land. Han døde af pest kun tre måneder senere. Det fortælles, at da budskabet om hans død nåede Elisabeth, løb hun vildt skrigende af fortvivlelse gennem hele slottet. Få dage efter fødte hun sit tredje barn, men nu var hun enke og uden beskyttelse mod alle de mennesker, som hadede hende på grund af hendes gavmildhed og var provokerede af hendes ydmyge måde at leve på. Ludvigs bror, som nu overtog magten på Wartburg, forlangte, at hun enten skulle tilpasse sig det fyrstelige luksusliv ved hoffet, eller også skulle hun forlade borgen som tigger.

Elisabeth var ikke i tvivl. Hun hverken ville eller kunne tilpasse sig den overdådige og sløsede måde at leve på, så hun forlod Wartburg med sine tre små børn midt om vinteren helt uden beskyttelse, for Ludvigs bror havde også forbudt byens borgere at hjælpe hende.

Elisabeth opsøgte i stedet et nonnekloster, hvor hendes tante var abbedisse. Her overlod hun børnene i nonnernes varetægt, mens hun selv fik hjælp af en onkel, som var biskop. Han var ivrig efter at gifte hende bort, for hun var jo kun 20 år, og der var flere, som bejlede til den unge enke. En af dem var selveste kejseren, Frederik II. Men hun havde lovet Ludvig, at hvis der skulle ske noget med ham, ville hun aldrig gifte sig igen. Nu ville hun alene tilhøre Kristus.

Hun havde jo hørt om Frans af Assisi, for han havde nogle år tidligere, i 1221, sendt nogle af sine brødre til Tyskland. De var også kommet til Thüringen, og Elisabeth havde selv beskyttet dem og egenhændigt spundet uld til deres munkekutter og skænket dem et kapel i Eisenach.

Som tak havde Frans selv sendt hende en bodsklæding af ufarvet uld, som hun tog på, hver gang hun gik ned i byen for at tjene de fattige. (Elisabeths bodsklædning hænger endnu den dag i dag i et glasskab i sognekirken i landsbyen Oberwalluf ved Rhinen).

Elisabeth stod nu helt alene i verden, og hun besluttede derfor at træde ind i franciskanernes tredje orden. Da Ludvigs riddere kom tilbage fra korstoget, sørgede de for, at Elisabeth fik noget af den medgift tilbage, som hun selv som barn havde medbragt til Wartburg. For de penge byggede hun et hospital, hvor hun plejede de syge, som ikke kunne komme ind på andre sygehuse. Herefter arbejdede hun udelukkende for at tjene de fattige, syge og gamle. Hun spandt og syede selv tøj til defattige, hun gjorde rent hos dem, og tog endda ud at fiske for at skaffe mad til de sultende. Hun plejede de spedalske, rensede og forbandt deres stinkende sår. "Hvor er det dejligt", sagde hun til en af de piger, der hjalp hende, ”at vi sådan må bade og pleje vor Herre!" For det var Jesus, hun så i hver eneste af de stakler, som hun hjalp. Det var kærligheden til Ham, som var drivkraften i hendes hengivelse for andre.

Elisabeth var utrættelig med at tjene dem, som var i nød. Hun skånede aldrig sig selv, men sled
bogstaveligt talt sig selv op. Hun blev syg og døde den 17. november 1231, kun 24 år gammel, og det fortælles, at der fra hendes legeme udgik en vidunderlig duft, som havde helbredende virkning.

Allerede den 27. maj 1235, kun fire år efter sin død, blev hun helgenkåret – 7 år efter Frans af
Assisi, som havde været hendes store forbillede. Lige som Frans, havde hun givet afkald på alt: Rigdom, magt, pragt og berømmelse for at blive en tjener for andre mennesker. Lige som Frans havde hun levet i Kristi efterfølgelse i fattigdom og ydmyghed, selv om hun var født som kongedatter og kunne have været en af de rigeste og mægtigste kvinder i riddertidens Europa.

Hun gav hver eneste dag af sit liv for at være alles tjener. ”Større kærlighed har ingen, end den som giver sit liv for sine venner", siger Jesus.

Kirsten Kjærulff

Månedens helgen: Frans af Assisi

FRANS (1182 – 1226)

Festdag: 4. oktober

Assisi er en lille by i Italien. Her levede i begyndelsen af 1200-tallet en ung mand, Frans, som var en munter ung mand, søn af en af de rigeste mænd i byen. Faderen hed Bernardone og handlede med kostbare stoffer, som han købte i fjerne lande. Frans elskede fest og ballade, han elskede at synge og spille ligesom de franske spillemænd, troubadourerne, der rejste fra land til land for at underholde ved riddernes hoffer. Han ville også være troubadour og sidde for de skønne fruers fødder og synge ømme viser om kærlighed. Han ville også være en ridder med mange penge, ædle heste, skrappe våben, flotte klæder og en vældig ridderborg. Han var derfor begejstret, da han som tyveårig kunne drage i krig mod nabobyen Perugia. Nu skulle han ud og blive berømt. Uheldigvis blev han taget til fange og sad i over et år i et skummelt fangehul, men da han endelig slap ud, var han alligevel parat til at tage af sted igen til en endnu større opgave: Han skulle med på korstog til Det hellige Land. Hans Far var stolt af sin søn og gav ham det bedste og dyreste udstyr, og igen drog han glad af sted.

Men på vejen mødte han en af de spedalske, som på grund af sin sygdom var udstødt af samfundet og nu levede i yderste fattigdom. Spedalskhed er en uhyggelig smitsom sygdom, hvor folk mister hænder og fødder eller andre dele af kroppen. Frans fik så stor medlidenhed med ham, at han sprang af hesten, omfavnede og kyssede den stakkels mand og gav ham alle sine penge. Han følte pludselig, at Gud ville noget andet med ham end krig, korstog og flot udstyr. Han solgte det hele og forærede pengene til de spedalske og de andre fattige. Han følte, at det liv, han havde levet indtil nu med sine muntre venner, var tomt og uden mening, så han gemte sig i en hule oven over byen for at være alene og for at bede og finde ud af, hvad Gud ville med ham. Neden for Assisi lå en lille forfalden kirke, San Damiano. Nu gik han sommetider her ned for at bede. Kirken var så fattig, at præsten ikke engang havde råd til at købe olie til lampen foran billedet af den korsfæstede Kristus. Mens Frans var hensunket i bøn i den halvmørke kirke, hørt han pludselig nogen tale. Det var Jesus på korset: "Frans, sæt mit hus i stand, det er ved at forfalde". Tre gange sagde Jesus de samme ord. Frans blev forskrækket, men også glad. Nu vidste han, hvad Gud ønskede af ham. Han skyndte sig hjem til sin Fars butik og tog en ordentlig bunke af de fineste og dyreste stofruller, sprang op på en af Faderens heste, og så red han til den nabobyen og solgte både hest og stoffer på markedet. Nu måtte han jo gå på sine ben tilbage til San Damiano, men lommerne havde han fulde af penge, og dem gav han alle sammen til præsten, så han kunne begynde at genopbygge den forfaldne kirke, som Jesus havde sagt. Da hans Far fandt ud af, hvad der var sket, blev han rasende. Han bankede ham og låste ham inde i husets kælder med tunge jernlænker om fødderne. Men så snart Faderen var borte, slap Moderen ham fri igen, og han tog tilbage til præsten i San Damiano. Nu ville han bo hos ham. Hans Far fik dog fat i ham igen, og nu slæbte han ham for retten. Dommeren var byens Biskop, og rettergangen blev hold midt på byens torv: Frans blev gjort arveløs og skulle betale alle de penge tilbage, han havde givet til kirken. Men det ville Frans ikke: "De penge tilhører de fattige," sagde han, "men alt det andet vil jeg give afkald på, også det tøj, jeg har på, for det tilhører også Bernardone! Det er ham, jeg indtil nu har kaldt min Far, men fra nu af har jeg kun én Far: Min Far i Himlen." Så smed han alt sit tøj midt på torvet foran biskoppen og alle byens borgere. Biskoppen sprang op og svøbte ham ind i en kappe, så han ikke skulle stå der uden en trevl på kroppen.

Men nu var Frans helt fri, og nu gik han ud af byen og ud i verden som tigger, den fattigste af alle fattige.  Han ville leve lige som Jesus, der også gav alt til de fattige. Han slog sig først ned i en hytte lidt uden for Assisi. Her levede han af at tigge og arbejde lidt for folk. Hvad han fik, gav han straks til de fattige og de spedalske. Han begyndte også at prædike for dem: "Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet".

Folkene oppe i Assisi rystede på hovedet og mente, at Bernardones søn var blevet splittertosset. Men alligevel dukkede først den ene, så den anden op for at slutte sig til ham. Frans levede jo faktisk præcis sådan, som Jesus havde sagt man skulle. Og nu var han altid glad, meget gladere end dengang han brugte masser af penge på fornøjelser. Ligesom Frans var vennerne blevet trætte af, at det kun var penge og berømmelse, folk var interesserede i, og de var trætte af de evindelige krige mellem de forskellige byer i Italien. I stedet begyndte de nu at leve sammen på Frans´ måde: Fattigt og ydmygt. Deres dyre klæder skiftede de ud med en grov ulden kutte, et reb om livet og bare fødder – og intet andet. De tiggede, og de arbejdede for folk, og hvad de fik, delte de med de spedalske og de andre fattige. Men først og fremmest bad de sammen og gik så rundt to og to og fortalte folk om Gud. Lige som Jesus og Hans disciple havde gjort. De havde jo opdaget, at kun når man tror på Gud, er man helt fri og helt lykkelig.

Frans elskede Guds skaberværk. Alt i naturen fortalte ham om Gud. Alt havde Han jo skabt af kærlighed: Det mindste græsstrå, den mindste orm, solen og de fjerneste stjerner, lige sm han selv var skabt og elsket af Gud. Derfor syntes han, at alt i naturen var hans søskende: Broder sol, søster måne – broder ild, søster vand. Selv døden så han som sin ven og gode søster, fordi den jo var porten ind til Gud – til det evige liv og den fuldkomne glæde. Dyrene var hans gode venner. Det er der mange fortællinger om, f. eks. at han prædikede for fuglene, som kom hen til ham og sad lige så stille og hørt efter, hvad han sagde.

En gang kom han til en by, Gubbio, hvor folk var meget bange for en stor ulv, som levede i nærheden, og som næsten hver dag dræbte nogle af deres får og geder og også somme tider havde dræbt nogle af byens beboere.  Frans har nok tænkt: Ja, det er jo ikke så godt, men ulven er måske sulten? Så han gik ud til dens hule, og straks kom den da også farende for at kaste sig over ham. Men Frans stod ganske stille, slog korsets tegn og sagde"I Jesu navn, broder ulv, jeg befaler dig ikke at gøre nogen ondt!" Og sandelig: Ulven blev helt rolig og kom hen og lagde sig for fødderne af ham. Frans talte alvorligt til den og sagde:"Hvis folk i byen sørger for, at du hver dag får mad nok, vil du så love, at du aldrig mere vil overfalde og dræbe nogen?". Ulven nikkede. Han klappede den på hovedet og rakte hånden frem. Så løftede ulven sin højre forpote og lagde den i Frans' hånd. Fra den dag færdedes ulven i byen som en tam hund og fik mad af folkene der. Aldrig mere gjorde den nogen noget ondt.

Efterhånden havde der samlet sig tusindvis af folk, som ønskede at følge Frans' eksempel: At leve fattigt og ydmygt lige som Jesus. Derfor vandrede Frans til Rom for at få Pavens tilladelse til at stifte en rigtig munkeorden. Da Paven hørte de leveregler, Frans havde nedskrevet for sit fællesskab, kunne han se, at det simpelthen var de samme ting, som Jesus havde sagt, så derfor gav han sin tilladelse. Nu begyndte der at komme franciskanermunke i hele Europa, også i Danmark.

Julen 1223 var Frans vandret til byen Grecchio i Rieti-dalen. Han elskede at tænke over, hvordan Jesusbarnet var blevet født i en stald som et fattigt og hjælpeløst barn, Han, som var Gud, alle tings Skaber og Universets Konge. Derfor fik han den idé, at han i sin juleprædiken ville vise, hvordan det var gået til julenat i Betlehem: Han lånte en stald, hvor han anbragte en okse og et æsel Han bad byens smukkeste jomfru klæde sig på som Jomfru Maria, en god og retfærdig mand skulle være Josef, og en nyfødt lille dreng blev lagt i høet i krybben. Han skulle være det lille Jesusbarn. Der har sikkert også været både engle og hyrder. Det, han ville vise menigheden, var den hellige families fattigdom, ydmyghed og uskyld. Byens folk strømmede til midnatsmessen julenat. Det var Frans, der som diakon læste juleevangeliet: "Men det skete i de dage, at en befaling udgik fra Kejser Augustus .." Dvs. han læste det ikke, nej, han SANG det. Han havde stadig sin ungdoms smukke sangstemme. Han sang evangeliet med sådan en hengivelse, at folk græd.

Siden den tid har man hver jul opstillet julekrybber i kirker over hele verden.

Kort tid efter trak han sig tilbage helt alene til et øde bjerg, La Verna. Kun hans nærmeste ven, broder Leo, fik lov at være hos ham. Frans var kun 42 år, men han var svag og syg, fordi han havde levet så hårdt et liv. Han var også blevet næsten blind. Han længtes meget efter Jesus, som han vidste havde gennemgået meget større lidelser og var død på korset for menneskernes frelses skyld. Han ønskede så inderligt at blive forenet med sin Herre, også i Hans lidelse. Han bad brændende af længsel om at måtte blive forenet med Jesus. Da skete der noget helt ubegribeligt: Han så en vældig engel, som holdt korset med den korsfæstede Kristus. Pludselig udsprang en lysende stråle næsten som et lyn fra Jesu gennemborede hænder, fødder og side: Strålerne ramte Frans på de samme steder, og i det øjeblik blev også hans hænder, fødder og side gennemboret som af store nagler og spyd. Resten af sit liv bar han disse sår, som vedblev at være åbne og blødende og smertede så meget, at han næsten ikke kunne gå, men måtte bæres rundt. Hans brændende ønske var blevet opfyldt; Han fik lov at få del i Jesu lidelse.

Han døde to år senere i sit elskede San Damiano. Da han lå på sit dødsleje blind og forpint af smerter, takkede han Gud for "søster død", og han skrev sin dejlige "Solsang", hvor han lovpriser Gud for Hans vidunderlige skaberværk, solen, månen, stjernerne, dyr, blomster, fugle og alt det skønne i naturen.

Han var kun 45 år, da han døde, men hans ånd lever endnu i de mange franciskanerklostre over hele jorden og i alle de almindelige mennesker, der følger hans vej. Det vil sige at lovprise Gud for Hans skaberværk og gøre, hvad vi kan, for at beskytte naturen. Det betyder at give afkald på rigdom og berømmelse og i stedet leve i ydmyghed og nøjsomhed. Det betyder at gøre Gud til centrum i sit liv. Det betyder at elske og tjene sine medmennesker, for "alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig", siger Jesus.

 

 

Kirsten Kjærulff