Skriftemålet

Skriftemålet

Ingen kristen kan være i tvivl om nødvendigheden af troen på syndernes forladelse. Deri ligger hele meningen med Kristi menneskevordelse, som Han selv sammenfatter Sin hellige mission (dvs. sendelse), og med den Apostlenes og hele Kirkens: “Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i Hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”(Luk. 24,46). Kirkens forkyndelse er fremfor alt en formaning til omvendelse, til at vende sig bort fra vor menneskelige naturs syndighed, og til at opnå forladelse for vore synder.

Denne forladelse af synderne kan vi alene opnå fra Kristus, gennem Kirken: “Det folk, som bor dér, skal renses fra sine synder” (Es. 33,24). Til Kirken har Kristus, gennem Peter og den Kirke, som er bygget på hans efterfølgere, givet magt til at løse os fra syndens lænker: ” Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlene” (Matt. 16,19). Og til alle apostlene siger Jesus: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh. 20, 23). Ingen synd er for stor – eller for lille – til at Kirken kan eftergive den. I Kirken har Kristus, gennem Helligånden, som virker i den, nedlagt de uendelige nådegaver, Han vandt på korset. Derfor beder vi også i hver messe (jf. Joh. 1, 29): “Guds Lam, du som borttager verdens synder, forbarm dig over os!”

Syndsforladelsen meddeler Kirken os gennem bodens sakrament. For at modtage det, skal vi angre vore synder af et oprigtigt hjerte, vi skal bekende dem for en præst uden omsvøb – typisk i skriftestolen – og vi skal udføre den bod, som præsten pålægger os, inden han meddeler absolutionen (syndsforladelsen). Bodens sakramente er uløseligt knyttet til Alterets sakramente: kun i nådens stand – efter at have renset os for alvorlige synder – kan vi modtage Kristus i Eukaristien. Begge sakramenter har vi brug for gennem hele livet: syndsforladelsen, fordi vi, hvor meget vi end bestræber os på at undgå synden, dog stadig falder i synd; Kristi legeme, for gennem hele vort liv, indtil vort sidste åndedrag, at være Kristus, vor Frelser, nær. Alle andre ofre end Kristi store offer, som vi får del i gennem Eukaristien, er uvirksomme når det gælder vor sjæls frelse: “I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1. Pet.1,  18-19).

Hver gang vi falder i synd, mister vi en del af nådens gaver – og ved dødssynden, den alvorlige og forsætlige synd,  mister vi den helt, og går fortabt, hvis vi af egen skyld ikke opnår syndsforladelse. Det er den frygtelige alvor i troen på syndernes forladelse: uden den kan vi ikke opnå det evige liv. Men syndernes forladelse er også vor tros store håb: trods vor syndighed og uværdighed, står Kristus – gennem sin Kirke – parat med tilgivelse og nye nådegaver, hver gang vi er faldet i synd.

At vi ikke kan undgå synden helt, betyder ikke at vi intet kan gøre, men at livet er en kamp for at bevare vor sjæl til det evige liv. Vi bør derfor regelmæssigt og ofte søge syndernes forladelse i Bodens sakramente – også når vi ikke har begået alvorlige synder, men alligevel er os bevidst om at have syndet, ved at undlade det gode (fx bede oprigtigt, hjælpe vore medmennesker…) eller ved at gøre det onde (fx været ukærlige eller selviske overfor andre). Et sundt sjæleliv indebærer at opøve et stadig større klarsyn ift. os selv, hvilket ikke betyder at blive skrupuløse og ængstelige, således at vi i virkeligheden tvivler på Guds nåde – men at se sig selv i det rette forhold til Gud. At tro på syndernes forladelse er derfor en håbets tro: for Guds nåde og styrke er langt større end al menneskelig ondskab og svaghed. Når vi forlader skriftestolen efter et ærligt skriftemål, må vi ikke tvivle på at vor sjæl er helt ren – det er ikke ved vor egen skarpsindighed eller hukommelse, men alene ved Guds nåde, at synderne forlades os. Derfor er det første, vi gør efter at have gjort bod, en taksigelse til Gud, som har renset hvor sjæl, så den er blevet “hvidere end sne” (Sl. 50, 9-11):

Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
Forkynd mig fryd og glæde,
lad de knogler, du knuste, juble!
Vend dit ansigt bort fra mine synder