Menighedssang

Hvem siger, der skal være et orgel i kirken? ...lidt om menighedssang

De ældste kristne i Rom - det er jo der vor menighedssang har sin begyndelse - var ikke sådan stillede, at de kunne føre en stor kunstmusik frem ved gudstjenesten, de måtte nøjes med simple midler. De ældste melodier er egentlig kun en løftet tale, en højtidelig fremsigelse.

Udviklingen af denne smukke, karakteristiske og udtryksfulde, enstemmige - og frem for alt - kirkelige melodi, blev begyndelsen til vor gregorianske sang (under pave Gregor d. 1. d. 604).

I middelalderen og i den nyere tid blev den på mange måder vanrøgtet og tog ikke så lidt skade, dog blev den atter ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, især ved Benediktinernes ihærdige arbejde og har holdt sig til vore dage, hvor den kæmper en hård kamp.

Naturligvis kan vi deltage i messen uden den gregorianske koral. Kirken selv forlanger ingenlunde, at gregoriansk sang skal være eneherskende, men fejringen af messen på modersmålet har hæmmet bevarelsen af den traditionelle kirkemusik.

Den katolske kirkes ide er universel og kirkens sprog latin, men omkring det 16.årh. begyndte menighedens sang, -  uden at skylle barnet ud med badevandet -, at ændres fra latin til modersmålet, og hvor der ikke var et kor, trådte orglet af praktiske grunde til. Nu var der tre faste faktorer: Menighed, kor og orgel.

Ingen har som sådan bestemt, at salmesangen skulle ledsages af et orgel eller af andre instrumenter, selv om orglet ubestrideligt er kirkens instrument, men et a capella syngende kor, der i den spinkle besætning, man de fleste steder må regne med, danner næppe en særlig effektiv støtte for menighedssangen.

Kirkens musik mellem 900 og 1200 bestod helt overvejende af korsang. Men orglet var på vej ind i kirker og klostre, selv Thomas af Aquinas (1225-1275) lovpriste orglet, fordi: "Det løfter sjælene mod det høje".

I Rom virkede den italienske komponist Frescobaldi (1583-1643) som organist ved Det Sixtinske Kapel (Peterskirken). Han betragtes som orgelmusikkens stamfader og komponerede orgelstykker til de forskellige messeled i den katolske messe.

Orgelledsagelse til den gregorianske sang er et problem. Men salmesangen på modersmålet, kommer med reformationen, og danske katolske menigheder har i dag nærmest taget hele Den Danske Salmebog til sig. Der er blevet gendigtet mange latinske hymner. F.eks Victimae paschali laudes, der på dansk blev til: I dødens bånd vor frelser lå. I det hele taget er kirkemusikken (salmerne) - katolsk eller protestantisk - gennemsyret af gregorianske melodier. Den hellige Augustin siger:`At synge, er at bede to gange`. Derfor - for at kunne opfattes som en bøn - må den katolske salme være christologisk, d.v.s., pege hen mod Kristus. I vor tid skal vi være lykkelige over at have adskillige katolske salmedigtere: Johannes Jørgensen, Peter Schindler, Johannes Frederiksen o.m.a., og komponister som Peter Møller, Leif Kayser og Bernhard Lewkovitch, som i opbygning af deres salmer, nærmer sig det gregorianske.

Den katolske messe er alle gudstjenesters moder. Det gælder både musikalsk og liturgisk. Jo inderligere vi tager del i højmessens liturgi, des mere vil den blive til det den skal være: Søndagens højdepunkt en virkelig festgudstjeneste.

27-09-2017 M. DUPONT