Gregoriansk sang

Gregoriansk sang

I anledning af at det blev vedtaget på menighedsrådets møde den 28. januar 2018, at vi i vor kirke vil synge messens faste led på latin den 5. søndag i måneden, er her lidt om den gregorianske sang som er almindelig anerkendt som grundlaget for den europæiske musikkultur.

Gregoriansk sang er et fælles navn for et stort antal melodier, der finder anvendelse ved den romersk-katolske gudstjeneste. Mange af melodierne har været i brug fra kirkens ældste tider. De gregorianske melodier er bestemt til at skulle synges, dels af forsangere (kantorer), dels af koret, altid enstemmigt og altid uden instrumental ledsagelse.

Når vi af praktiske grunde alligevel lader den ledsage, og det kan gøres til vidtløftige diskussioner om hvad der er rigtigt og forkert her, den enes argument kan være lige så rigtigt som den andens, alt efter hvilke betragtninger man vil lægge til grund. Sproget er som i oldkirken latin. I regler er teksten prosa, taget fra biblens forskellige bøger, såvel fra det gamle som fra det nye testamente.

En så fjern tid udtrykte sig selvfølgelig i et ganske andet tonesprog end nutiden. I første øjeblik vil derfor en gregoriansk melodi virke fremmed og svært tilgængelig, men i den gregorianske sang er det kunstneriske og det strengt kirkelige en uadskillelig helhed.

Når koralen (af chorus-kor) har bevaret kraft til, trods tidernes og smagens skiften og århundreders fornedrelse, at bevare stillingen som den ideale liturgiske sang indenfor den katolske kirke, skyldes dette netop dens så mærkelig overpersonlige egenskaber.

Hovedgudstjenesten indenfor den katolske kirkes kultus er messen. De sangligt udførte messeled omfatter to kategorier: Ordinarium missae, hvis fem led har samme tekster hele kirkeåret, og proprium missae, hvis ligeledes fem tekstled skifter med dagens præg. Ordinariet omfatter: Kyrie, gloria, credo, sanctus og agnus dei og det er disse fem led vi vil synge.

De gregorianske sange lader sig indordne efter to kategorier: Syllabisk og melismatisk, syllabisk vil sige en stavelse på hver tone, og melismatisk to eller flere stavelser, ja i flere tilfælde hele toneranker, på samme tone.

1. Kyrie- (herre forbarm dig. græsk)  Tredobbelt anråbelse om barmhjertighed. Uden overgang følger gloria, lovprisningen. Det kan ved første øjekast synes mærkværdigt at disse to led, der er som dag og nat, er anbragt lige efter hinanden, men det er let at forklare, idet anråbningen om Guds forbarmelse, udløser en overstrømmende glæde og taksigelse.

2. Gloria, eller, som det også kaldes, Hymnus angelicus, består af englenes lovsang julenat, efterfulgt af en oldkirkelig lovsang til den treenige Gud. Her intonerer præsten første sætning. Stilen er, af praktiske grunde, gennemført syllabisk.

3. Credo, trosbekendelsen (af lat. credo - jeg tror). Stilen er, som ved gloria gennemført syllabisk, og præsten intonerer den første sætning,`Credo in unum Deum`, hvorefter koret(menigheden) fortsætter.

4. Sanctus, er taget fra Esajas 6,3. Senere blev hertil føjet Benedictus fra Matth.21.9. Allerede i det 1. årh. forekom denne tredobbelte helligprisning i den græske liturgi (således i improperierne). Dog først i det 6. årh. får sanctus sin faste og konstante plads i romermessen.

5. Agnus Dei. Umiddelbart før kommunionsuddelingen synges Agnus Dei. Teksten er et udsnit af gloria og delvis fra Johannes 1,29. Rimeligvis har det været sunget under kommunionsuddelingen så længe denne varede, og en afgrænsning af de tre udråb finder først sted i det 11. årh. Samtidig forandrer man slutningen fra miserere nobis (forbarm dig over os), til dona nobis pacem (giv os fred).

Det var et lille indblik i den gregorianske sang. Den indeholder de centrale faktorer for en gudstjeneste, bøn, bekendelse og lovsang med messeofret som det naturlige højdepunkt, henimod hvilket alt det foregående har taget sigte.

Marts 2018 Margrethe Dupont.