Bønner fra oldtid til nutid

At kirken er katolsk, betyder blandt andet, at den overskrider rum og tid. I det lys kan vi forstå helgenernes forbøn for os og vores egen bøn for de afdøde. Kirken har altid kunne finde nye ord, når den skulle bede, men har samtidig altid grebet tilbage til tidligere slægtleds bønner. De tekster, som er samlet her, giver et lille indtryk af de meget forskel- lige måder, mennesker op igennem tiden har formet deres bønner på. Samtidigt er det bønner, som kan bruges og bliver brugt også i dag. I Den Katolske Kirkes Katekismus kan man finde den formulering, at det er ved den levende overlevering, Traditionen, at Den Hellige Ånd i Kirken lærer Guds børn at bede.

Man kan læse mange gode bønner og mange tekster om bøn. Som i andre af livets forhold gælder det imidlertid, at det er i fælleskab med andre mennesker og i "mesterlære", at man bedst tilegner sig det, som har virkelig eksisten- tiel betydning. Familien, skolen og menigheden har været de steder, hvor man normalt lærte at bede. Vil man trænge dybere ind i bønnens liv og også overkomme de vanskeligheder, man møder dér, er det godt at have en åndelig vejleder.

Der er en rigdom af forskellige traditioner i Kirken for, hvordan man kan forme sit bønsliv. Der er er også stor frihed. Her nedenfor finder du nogle af Kirkens traditionelle bønner samt bønner fra moderne tid. Ingen af dem er længere, end at man vil komme til at kunne dem udenad, hvis man beder dem hyppigt.


Magnificat

Min sjæl højlover Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser;
thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed.
Se, herefter skal alle slægte prise mig salig,
Thi den mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn;
og hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.
Han har øvet vælde med sin arm: splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i højhed;
hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændet bort.
Han har taget sig af Israel, sin tjener, og kommet barmhjertighed i hu
imod Abraham og hans æt til evig tid, således som han lovede vore fædre.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden –
Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

Grundstammen i Kirkens officielle bøn – munke og nonners tidebøn og gejstlighedens breviar – udgøres af Davids Salmer. Disse Salmer var jo så at sige Jesu egen bønnebog. En hel central rolle indtager endvidere de tre store lovsange fra Lukasevangeliet: Marias lovsang, som er gengivet her (”Magnificat”, Lukas 1, kap. v. 46-55), Zakarias’ lovsang (”Benedictus”, Lukas kap. 1, v. 68-79) og Simeons Lovsang (”Nunc demittis”, Lukas kap. 2, v. 29-32).

Magnificat rummer lovprisning og taksigelse, men har også et stærkt socialt perspektiv.

Påsketroparion

Kristus er opstanden fra de døde.
Ved døden har han trådt døden under fode
og benådet dem i gravene med livet.

Påsketropariet er den byzantinske liturgis centrale bekendelse af opstandelsens realitet og betydning.

Bøn fra Augustins "Bekendelser"

Sent kom jeg til at elske dig til at elske dig, du skønhed så gammel og så ny, sent elskede jeg dig. Og dog, du var i det indre, men jeg selv i det ydre, og dér søgte jeg dig; jeg forså mig på alle de herlige ting, som du har skabt skønne af form, og mistede min egen form. Du var med mig, men jeg var ikke med dig. Disse ting, som ikke havde været der, hvis de ikke var i dig, holdt mig fjernt fra dig. Du kaldte, du råbte, og du brød min døvhed. Du glimtede, du strålede, og du bortjog min blindhed. Din duft kom til mig, jeg åndede den, efter dig sukker mit bryst i længsel. Jeg har smagt dig, og jeg hungrer og tørster. Du har rørt mig, og det var mig som en gløden, der drog mig mod din fred.

Mit hele håb beror på alene på din store, grænseløse barmhjertighed. Giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil.

Aurelius Augustinus (354-430) er vel den betydeligste blandt de latinske kirkefædre og overhovedet én af antikkens største tænkere. Hans indflydelse på eftertiden blev overordentlig stor, og blandt andre Martin Luther var stærkt præget af ham. Augustin døde som biskop i Hippo, der lå i det den gang kristne Nordafrika. Beretningen om, hvordan han blev kristen, findes i hans Bekendelser (”Confessiones”), som ovenstående er taget fra.

Skt. Patricks brystpanser

Jeg står op i dag
ved Guds kraft til at lede mig:
Guds magt til at bære mig,
Guds visdom til at føre mig,
Guds øje til at se for mig,
Guds øre til at høre mig,
Guds ord til at tale til mig,
Guds hånd til at vogte over mig,
Guds vej til at ligge for mine fødder,
Guds skjold til at beskytte mig,
Guds hærskare til at værne mig
mod djævlenes snarer,
mod lasternes fristelser
mod naturens tilbøjeligheder
mod alle, som vil mig ondt,
fjern og nær,
alene og i mængden.

Kristus med mig, Kristus foran mig, Kristus bag mig,
Kristus i mig, Kristus under mig, Kristus over mig,
Kristus ved min højre, Kristus ved min venstre,
Kristus hvor jeg ligger, Kristus hvor jeg sidder, Kristus hvor jeg står,
Kristus i hjertet på enhver, der tænker på mig,
Kristus i munden på enhver, der taler om mig,
Kristus i hvert øje, der ser mig,
Kristus i hvert øre, der hører mig.

Jeg står op i dag
ved en mægtig kraft, ved påkaldelse af Treenigheden,
i tro på trefoldigheden og bekendelse af enheden
over for Skaberen.
 
Revideret uddrag af Lorica (brystpanser) tilskrevet Skt. Patrick, original på gælisk ca. 9. årh., (Ancient Christian Writers, bd. 17, s. 68 ff.)

Frans af Assisis solsang

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al Ære, Lov og Pris og al Velsignelse,
Dig alene, du Højeste, tilkommer de,
og intet Menneske er værdig at nævne dig!
Lovet være du, Herre, med alle dine Skabninger,
især Herr Broder Sol, som skaber Dag,
og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og straalende med stor Glans,
paa dig, du Højeste, er han et Billed!
Lovet være du, Herre, for Søster Maane og Stjærnerne,
paa Himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, Herre, for Broder Vind og for Luften
og Skyerne og godt Vejr og al Slags Vejr,
hvorved du opholder alle dine Skabninger.
Lovet være du, Herre, for Søster Vand,
hvilken er saare nyttig og ydmyg og kostelig og kysk.
Lovet være du, Herre, for Broder Ild,
ved hvem du oplyser Natten,
og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.
Lovet være du, Herre, for vor Søster, Moder Jord,
som opholder os og bærer os og frembringer alskens
Frugter og farvede Blomster og Græs.
Lover og priser Herren og takker ham
og tjener ham i stor Ydmyghed.
Lovet være du, Herre, for alle dem,
som af Kærlighed til dig tilgiver deres Fjender
og udholder Skrøbelighed og Trængsel;
salige de, der i Fred holder ud til det Sidste,
thi du, Allerhøjeste, vil give dem den evige Krone!
Lovet være du, Herre, for vor Søster den legemlige Død,
som ingen levende kan undfly.
Vé dem, der døer i Dødssynd.
Salige de, som har virket din allerhelligste Vilje,
thi dem kan den anden Død ikke gøre noget Ondt!

(Oversættelse: Johannes Jørgensen)

Den hellige Frans af Assisi (1182-1226) grundlagde blandt andet den første tiggerorden, franciskanerne. Han lagde vægt på et liv umiddelbart efter Det nye Testamentes forbillede og fremhævede særligt den absolutte fattigdom. Uden at besidde særlig lærdom ændrede han Den katolske Kirkes ansigt ved sin enestående personlighed. De sidste vers i hymnen tilføjede Frans på sit dødsleje, hvad der afspejler sig i den ændrede tone.

 

Kristi lidelse - bøn fra dansk senmiddelalder

O korsets højhed
O uskyldigt blod
O dybe vunder
O blodets flod
O hvasse lemme-slag
O beske galle-drik
O spydets stik
O hjertets brist
O dødens bitterhed
O almægtigste Gud kærlighed
hjælp mig til den evige salighed
Amen

Thomas Moores bøn i Tower

Skænk mig din nåde, gode Herre 

- Til at sætte verden til side, samle mig helt om dig og ikke hænge ved, hvad mennesker siger.
- Til at være tilfreds med at være ensom, ikke længes efter verdslige fornøjelser, lidt efter lidt kaste verden helt fra mig og rense mit sind fra alle dens gøremål.
- Til ikke at længes efter at høre om jordiske ting, men finde ubehag ved verdslige ønskedrømme.
- Til glad at tænke på Gud, ynkeligt kalde ham til hjælp.
- Til at støtte mit til hans trøst og ivrigt stræbe efter at elske ham.
- Til at kende min egen ynkelige usselhed og ydmyge mig selv under Guds mægtige hånd.
- Til at sørge over mine synder og tålmodigt tåle modgang for at rense mig for dem.
- Til med glæde at bære min skærsild her.
- Til at være ved godt mod under prøvelser.
- Til at gå den snævre vej, der leder til livet.
- Til at huske på de sidste ting.
- Til altid at have min død for øje, som stedse er nær.
- Til ikke at lade døden være mig en fremmed.
- Til at forudse og overveje helvedes evige ild.
- Til at bede om tilgivelse, inden dommeren kommer.
- Til uophørligt at have de lidelser for øje, Kristus påtog sig for mig, og til stadighed takke ham for hans velgerninger.
- Til at genvinde den tid, jeg har tabt: Afholde mig fra overflødige samtaler, sky tåbelig underholdning og munterhed, afskære unødige adspredelser.
- Til at regne tabet verdslig velstand, af venner, frihed og liv for intet imod det at vinde Kristus.
- Til at regne mine værste fjender for mine bedste venner: Josefs brødre kunne jo aldrig have gjort ham så meget godt med kærlighed og bistand, som de gjorde for ham ved deres ondskab og had.
At tænke således er mere ønskværdigt for et menneske end alle kristne og hedenske fyrsters og kongers rigdomme, om de så var samlet sammen og lagt i en bunke.
Amen.

Den hellige Thomas More (1478-1535) var jurist af uddannelse, en tid advokat, så dommer. Under Henrik VIII blev han en helt central skikkelse i statsforvaltningen. Samtidig prioriterede han sit familieliv og fandt tid til et omfattende forfatterskab i den renæssance-humanistiske ånd. Indtil det sidste bevarede han – som en af de forholdsvis få helgener – en udpræget humoristisk sans. Bønnen er skrevet, mens han i Tower i London ventede på at blive henrettet, fordi han ikke ville støtte kongens ønske om at løsrive kirken i England fra Den katolske Kirkes fællesskab.

 

 

Ignatius af Loyolas ”Principio y fundamento”

Mennesket er skabt til at lovprise Gud, vor Herre, vise ham ærefrygt og tjene ham – og derved frelse sin sjæl.

De andre ting på denne jord er skabt for menneskenes skyld, for at de må hjælpe dette til at stræbe frem mod det mål, for hvilket det er skabt.

Heraf følger, at mennesket bør bruge de skabte ting i den udstrækning, hvori de hjælper det frem mod dets mål – og bør gøre sig fri af dem i den udstrækning, hvori de er en hindring for at nå målet.

Derfor er det nødvendigt, at vi i alt, hvad der er overladt til vor frie vilje, og som ikke er os forbudt, gør os sindsligeværdige og indifferente over for enhver skabt ting – så vi fra vor side ikke foretrækker sundhed frem for sygdom, rigdom frem for fattigdom, ære frem for vanære, et langt liv frem for et kort liv (o.s.v. hvad alle andre ting angår) – men udelukkende ønsker og vælger det, som bedst hjælper os frem mod det mål, vi er skabt for.


Ignatius af Loyolas lille tekst er ikke en bøn i egentlig forstand, men indgangen til hans Åndelige Øvelser, som skal hjælpe mennesker til gennem bøn og meditation at ændre deres liv. Når man sætter sig til at læse, kan det være bøn, selvom det, man læser, ikke henvender sig direkte til Gud. Det gælder i særlig grad bibellæsning (”lectio divina”). På samme måde kan man sige, at tjenesten for medmenneskene er ”bøn i aktion”.

Ignatius (1491-1556) grundlagde Jesu Selskab (jesuiterordenen). Derved kom han til at medvirke kraftigt til at genrejse Den katolske Kirke efter den svækkelse, der havde muliggjort reformationen. For nyere dansk katolicisme har jesuitternes arbejde været af helt uvurderlig betydning. I ældre tid har ordenen i øvrigt skænket Sankt Ansgars Kirke flere præster.

Frans af Sales om bøn

Hvis dit hjerte vandrer eller lider,
så bring det varsomt tilbage til sin plads
og anbring det blidt i din Herres nærvær.

Og selv hvis du i hele dit liv ikke har gjort andet
end at bringe dit hjerte tilbage
og igen sætte det ind i Guds nærvær,
selvom det, når du hentede det tilbage,
hver gang løb væk igen,
så har du opfyldt dit liv vel.

Født i en grevelig savoyardisk familie uddannede den hellige Francois de Sales (1567-1622) sig først til jurist, men kom snart ind på en kirkelig løbebane, der førte ham til bispestolen i Genève. Han skyede ingen anstrængelse for at føre sine medmennesker til den katolske kirke, men forbandt sin iver med en enestående venlighed og høflighed, som gjorde ham til en af kirkehistoriens store ”gentlemen”. Hans introduktion til det kristne liv, ”Philothea”, afspejler denne sjælsholdning og har bevaret sin friskhed også for en moderne læser.

Niels Steensens bøn

Gud, uden dit vink falder intet hår fra hovedet, intet blad fra træet og ingen fugl fra luften, ej heller undslipper nogen tanke sindet, nogen lyd tungen eller nogen bevægelse hånden. Du har indtil nu ført mig ad veje, som var mig ukendte. Før du mig nu ad nådens sti, seende eller blind! Det er lettere for dig at føre mig derhen, hvor du vil, end det er for mig at trække mig tilbage derfra, hvorhen mine længsler drager mig.

Den salige Niels Steensen (1638-1686), naturvidenskabsmand, konvertit og biskop, var født i Købmagergade i København. Han deltog i forsvaret af byen, da svenskerne i 1658 forsøgte at storme den. I 1600 drog han på dannelsesrejse og vendte derefter kun hjem til København i kortere perioder, sidste gang i 1685, hvor han som biskop i hemmelighed meddelte firmelsens sakramente.

Thomas Kingos ”Hierte-Suk”

Aldrig er jeg uden Vaade,
Aldrig dog foruden Naade:
Altid har jeg Suk og Vee,
Altid kand dog JESUM see:
Altid trykker mine Synder,
Altid JEsus Hielp tilskynder:
Altid er jeg udi Tvang,
Altid er jeg fuld af Sang:
Nu i Sorrig, nu i Glæde,
Nu i Fald og nu i Sæde:
Ofte fuld af stor Uroo,
Altid fuld af JEsu Troo!
Saa er Sorg og Glæde lenked,
Saa er Begeret iskienked
I mit Levnets Omgangs Skaal,
Slig er mine Levnets Maal!
Men, O JEsu, jeg vil græde,
Hielp Du til at Troens Glæde
Fra min Synd og Sorrig maa
Altid Over-vegten faa!

 

Kingos digt er taget fra ”Aandelige Siunge-Koors Anden Part” (1681). Det er tænkeligt, at en katolsk digter ville have undgået vendingen ”Altid er jeg udi tvang”, men det samlede billede af en kristne sjæls stilling er ikke fremmed for den fælles-kristne tradition.