Jomfru Marias Uplettede Undfangelse

Midt i adventstiden, den 8. december, fejrer vi en af kirkeåret største og smukkeste Mariafester: Festen for Jomfru Marias Uplettede undfangelse. Guds Moder var fra sit livs begyndelse, undfangelsen i den hellige Annas skød, fri for Arvesyndens plet – som alle mennesker ellers fødes med. Denne trossandhed blev højtideligt erklæret af Pave Pius d. IX., da han i dokumentet Ineffabilis Deus (1854) skrev: Den hellige Anna bærer Maria i sit skød:

Vi erklærer, udtaler og definerer den lære, som siger at den mest velsignede Jomfru Maria, fra sin undfangelses første øjeblik, ved en særlig nåde og et særligt privilegium givet af den Almægtige Gud, under hensyn til Jesu Kristi, menneskehedens Frelsers fortjenester, blev bevaret fra enhver plet af arvesynden; denne lære er åbenbaret af Gud og skal derfor tros fast og vedvarende af alle troende.

Jomfru Maria blev undfanget og født som alle andre mennesker, hun sørgede og glædede sig som et menneske – men hun var af Guds nåde fri for enhver plet af de første menneskers synd (dvs. ulydighed mod Gud). At det forholder sig sådan, giver Paven i dokumentet en række grunde til. Den væsentligste er at Maria af Gud var bestemt til det guddommelige moderskab, at føde Guds Søn. I Guds Moder kunne arvesynden ikke være: i Hende havde Gud selv valgt sin første bolig på Jorden, og i denne velsignede kvinde kunne kun nåde bo. Hun var bestemt til, som den nye Eva, at knuse slangens hoved, ved – i modsætning til den første Eva – at modtage Guds ord i lydighed, og bevare det i sit hjerte. Det er den afgørende teologiske forklaring på, at Guds Moder blev overøst af Guds nåde fra sit livs begyndelse.

Paven nævner også en række andre grunde, som det kan være opbyggeligt at minde om. Det er interessant, at han nævner liturgien først, fordi det understreger den ofte glemte sandhed, at liturgien ikke blot er troen udtryk, men også dens kilde. Og liturgien – Kirkens bøn, inspireret af Helligånden – har fra menneskealder til menneskealder fostret og næret den hellige doktrin, som dokumentet fastslår, men altså på ingen måde fremsætter som noget nyt. At Kirken, troens klippe og centrum, gennem århundrederne har lært og forsvaret at Jomfru Maria var fri for arvesyndens plet, bliver således kun stadfæstet med den pavelige erklæring. Paven minder om en række af sine forgængere, og om biskopper og helgener, som har vidnet om denne lære, og om at den specielt findes i Tridentinerkoncilets almindelige erklæringer, og i de hellige kirkelæreres forkyndelse. Paven fastslår altså, at denne lære er en del af den hellige Tradition, og at den genfindes i såvel i den østlige som i den vestlige Kirkes ældste skrifter. Han nævner specielt en række steder i den hellige Skrift, såvel fra det gamle som det nye testamente, der understøtter denne troslære.

Man kan også nævne en række nyere vidnesbyrd om Jomfru Marias uplettede undfangelse, og specielt de mange åbenbaringer i 1800-tallet. Da Jomfru Maria åbenbarede sig for den hellige Bernadette i Lourdes, præsenterer hun sig som “Den Uplettede Undfangelse” – og ikke som “den uplettet undfangne”. Uden at tro den uplettede undfangelse kender vi ikke Guds Moder, og dermed heller ikke Guds storhed. Utallige generationer – af rige og fattige, kloge og enfoldige – har troet og erfaret den underfulde nåde, som troen på Jomfru Marias forbøn bringer. Paven stadfæster således, hvad Kirken længe har troet og erkendt i bøn og åbenbaringer: Jomfru Maria, Nådens Midlerinde, er en bro mellem mennesker og sin Guddommelige Søn, idet hun deler alt med os, undtagen vor syndighed. Guds Moder er også vor Moder: ved hendes forbøn finder vi altid trøst og hjælp, når synden og vor elendighed tynger os.

O Maria, undfanget uden synd, bed for os, som tager vor tilflugt til dig!

Jesus Kristus, universets Konge, Allehelgen, Allesjæle

Mod slutningen af kirkeåret fejrer Kirken tre store fester, som er intimt forbundet med hinanden: Festen for Jesus Kristus, universet Konge (normal falder i sidste søndag i november), Festen for Alle Helgen (1. november,) og Festen for Alle Sjæle (2. november). Vi vil her sige lidt mere om disse store kirkefester og deres aktuelle og historiske forbindelse.

Ved Festen for Jeus Kristus, universet Konge fejrer vi, at Kristus er konge over alt, på Jorden og i Himlen. Kristi altomfattende herredømme er ikke i første række karakteriseret ved Hans absolutte magt over det jordiske, selv om denne magt for os, der lever på Jorden, naturligvis er meget betydningsfuld. For Kristi Rige er, som Jesus siger til Pilatus i festdagens evangelium (Johs. 18,33-37),  “ikke af denne verden”, dvs. det er ikke bestemt af denne verden, hverken i udstrækning eller myndighed. Det “alt”, som Kristi Rige omfatter, overgår al menneskelig forstand. Men samtidig er Kristus konge og “for dette er jeg blevet født og er kommet til verden”. Han er kommet til Verden – til Jorden – som konge, for at oprejse og frelse alle mennesker. Derved er det jordiske, skabelsen, blevet helliggjort, idet mennesker – ved troen på Kristus – kan opnå det evige liv, den uendelige eksistens i Guds nærhed, som ellers er umulig og utænkelig for noget jordisk.

Forbindelsen videre til Alle Helgens fest er åbenbar: her fejrer vi alle de kendte og ukendte mennesker, som med Guds særlige kaldelse har fulgt Kristus Konge efter, og derved vundet plads i Hans rige. Det er en af Kirkens ældste fester, først indstiftet af Pave Bonifacius IV i år 615, i forbindelse med indvielsen af et tidligere hedensk tempel (Pantheon i Rom) til den hellige Jomfru Maria og til alle martyrer. Festen fik dog først sin endelige placering (1. november) i den romerske kalender nogle århundreder senere, under Pave Gregor den IV, der også udvidede festen til at gælde alle Kirkens helgener. At årets dage slet ikke rækker til, at hver enkelt af dem kan have deres egen festdag, er kun en del af begrundelsen for således, på en og samme dag, at fejre Guds særlige udvalgte. Vi fejrer også på denne dag den overstrømmende kilde til håb og frelse, som Gud har skænket menneskene gennem alle kendte og ukendte helgener, og anråber alle disse salige sjæle om at gå i forbøn for os hos Gud.

Den sidste af de tre fester fuldender fejringen af Kristi Rige, og fortsætter på en måde hele november, hvor vi beder for de afdødes sjæle i Skærsilden. Men der er noget særligt smukt ved at Festen for Alle Helgen afløses af den alvorlige Alle Sjæles dag (2. november – dog 3. november, hvis selve 2. november falder på en søndag). Den liturgiske farve er sort, og overgangen mellem Alle Helgens og Alle Sjæles Fest minder os i form og indhold om liturgierne Skærtorsdag og Langfredag. Allesjælesliturgien, som er meget lig liturgien for de afdøde, blev først indført i det store benediktinerkloster i Cluny, og derpå udstrakt til hele Kirken i løbet af 1100-tallet. Hvor vi på Alle Helgens dag fejrer de hellige sjæle, som allerede er hos Gud, bønfalder vi på Alle Sjæles Dag om Guds nåde for alle sjælene i Skærsilden, som soner deres timelige synder i uendelig længsel efter at blive forenet med Kristus Konge i hans evighedsrige. På denne dag kan alle præster sige tre messer for de afdøde. Vi besøger også vore egne afdødes grave og beder for deres evige frelse.

7. oktober: Vor Frue af Rosenkransen

Den 7. oktober fejrer den universelle Kirke Festen for Vor Frue af Rosenkransen, som blev indstiftet af Pave Pius d. V.  i 1571, til minde om den helige Ligas sejr over tyrkerne ved Lepanto, den 7. oktober samme år. Sejren, som betød en afslutning på de muslimske hæres dominans i det sydlige middelhav, blev tilskrevet Vor Frues indgriben, idet en stor rosenkransprocession samme dag havde været afholdt på Peterspladsen.

I det romerske Breviar læser vi denne dag:

På den tid (1200-tallet), hvor det heresiet i Albi [katharerne, KT] udbredte ugudeligheden i egnen omkring Toulouse, og hver dag slog dybere rod der, bestræbte den hellige Dominikus, som netop havde grundlagt Prædikebrødrenes, sig helt og fuldt på at udrydde heresiet. For at nå sit mål med sikkerhed, bønfaldt han den salige Jomfru om hjælp,  hende hvis værdighed kætterne angreb med en overmodig frækhed, hende som det er givet at udrydde kætteriet i hele verden. I flg. Traditionen anbefalede Maria Dominikus at lære folket at bede Rosenkrans,  idet hun lod ham forstå at denne bøn ville være helt særlig virksom mod kætterierne og syndigheden. Det er da også vidunderligt at se med hvilken sjælelig iver, og med hvilke resultater han udførte denne opgave. Rosenkransen er en beslutsom form for bøn, hvori man finder 15 tifold af Englens hilsen [til Maria], adskilt af Fader Vor, og i hvilke man i en from medition ihukommer lige så mange af vor Frelses mysterier. Efter den tid begyndte denne bønsform at blive kendt og brede sig; og paverne har flere gange i apostoliske breve bekræftet at denne bønsform blev grundlagt af den hellige Dominikus.

Ikke blot den 7. oktober, men hele oktober er indviet til den hellige Rosenkrans, og i denne måned anråber vi særlig Vor Frue om hjælp mod vantroen og syndigheden i Verden – og i os selv.

Jomfru Maria – vor forbederinde i Himlen

Troen er ikke under stadig forandring. Men ved Helligåndens vejledning har Kristi Kirke – som kendes på foreningen med Kristi stedfortræder på Jorden, Paven i Rom – gennem århundrederne stadfæstet en række Trossandheder, som ikke direkte kan læses ud af de kanoniske skrifter (Bibelen, som i øvrigt på samme måde selv er stadfæstet af Kristi Kirke – ved koncilet i Nicæa, år 325). Det er ikke sådan, at der kommer en stadig strøm af nye trossandheder – faktisk er der i det 20. århundrede kun føjet én eneste trossætning til Kirkens ufejlbarlige lære: Dogmet om Jomfru Marias optagelse i Himlen (som højtideligt blev erklæret af Pave Pius d.12. i 1950). Kirken har i øvrigt troet og fejret denne trossandhed i det meste af sin historie.

Festen for Jomfru Marias Optaglese – Assumptionsfesten, den 15. august – er overalt i den katolske verden en af årets største kirkefester, og den største af alle kirkeårets Mariafester. På denne dag fryder vi os med Maria over den nåde, som hun blev overskygget af, da hun ved Helligånden blev Moder til Guds Søn. Større nåde har intet menneskebarn nogensinde modtaget. Det er derfor heller ikke svært at forstå, at Gud umiddelbart efter hendes død optog hende med sjæl og legeme til den himmelske herlighed.

Jomfru Maria er ikke hvad hun er ved egen fortjeneste, men alene ved Guds Nåde. Og Nåden har hun ikke blot modtaget selv, men gennem sin Søn givet videre til alle mennesker. Også i dag er hun “Nådens Midlerinde”, hvis magtfulde forbøn aldrig fejler.  Derfor skal alle slægter prise hende salig – og troen på, at hun umiddelbart efter sin død blev opløftet til Guds Himmel, hvor hun priser Ham i fællesskab med alle engle og helgener, er en af de mest opbyggelige og håbs-givende dele af vor tro. Hun, et menneske som vi, blev af Gud bevaret fra al synd, men blev ellers prøvet i alt – også den dybeste sorg og lidelse, da hun fulgte sin Søn til Korsets store Offer. Fordi hun er et menneske som vi, og samtidig med sikkerhed er så nær Gud selv, kan vi altid søge hendes beskyttelse og forbøn, når vi fristes, når vi lider og når vi sørger. Marias hellige Hjerte brænder i al evighed for sjælenes frelse og ved Hendes forbøn har vi direkte adgang også til Hendes Søns hellige hjerte og den uendelige Nåde, som Han købte os på Korset.

På Festen for Jomfru Marias Optagelse i Himlen fejrer vi derfor den direkte livline, Kristus har efterladt os i bønnen: vor Uplettede Moders stedsevarende hjælp og forbøn. Til Hende kan vi betro alle vore sorger, al vor svaghed, alle vore håb.

Syndernes forladelse

Ingen kristen kan være i tvivl om nødvendigheden af troen på syndernes forladelse. Deri ligger hele meningen med Kristi menneskevordelse, som Han selv sammenfatter Sin hellige mission (dvs. sendelse), og med den Apostlenes og hele Kirkens: “Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i Hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”(Luk. 24,46). Kirkens forkyndelse er fremfor alt en formaning til omvendelse, til at vende sig bort fra vor menneskelige naturs syndighed, og til at opnå forladelse for vore synder.

Denne forladelse af synderne kan vi alene opnå fra Kristus, gennem Kirken: “Det folk, som bor dér, skal renses fra sine synder” (Es. 33,24). Til Kirken har Kristus, gennem Peter og den Kirke, som er bygget på hans efterfølgere, givet magt til at løse os fra syndens lænker: ” Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlene” (Matt. 16,19). Og til alle apostlene siger Jesus: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh. 20, 23). Ingen synd er for stor – eller for lille – til at Kirken kan eftergive den. I Kirken har Kristus, gennem Helligånden, som virker i den, nedlagt de uendelige nådegaver, Han vandt på korset. Derfor beder vi også i hver messe (jf. Joh. 1, 29): “Guds Lam, du som borttager verdens synder, forbarm dig over os!”

Syndsforladelsen meddeler Kirken os gennem bodens sakrament. For at modtage det, skal vi angre vore synder af et oprigtigt hjerte, vi skal bekende dem for en præst uden omsvøb – typisk i skriftestolen – og vi skal udføre den bod, som præsten pålægger os, inden han meddeler absolutionen (syndsforladelsen). Bodens sakramente er uløseligt knyttet til Alterets sakramente: kun i nådens stand – efter at have renset os for alvorlige synder – kan vi modtage Kristus i Eukaristien. Begge sakramenter har vi brug for gennem hele livet: syndsforladelsen, fordi vi, hvor meget vi end bestræber os på at undgå synden, dog stadig falder i synd; Kristi legeme, for gennem hele vort liv, indtil vort sidste åndedrag, at være Kristus, vor Frelser, nær. Alle andre ofre end Kristi store offer, som vi får del i gennem Eukaristien, er uvirksomme når det gælder vor sjæls frelse: “I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1. Pet.1,  18-19).

Hver gang vi falder i synd, mister vi en del af nådens gaver – og ved dødssynden, den alvorlige og forsætlige synd,  mister vi den helt, og går fortabt, hvis vi af egen skyld ikke opnår syndsforladelse. Det er den frygtelige alvor i troen på syndernes forladelse: uden den kan vi ikke opnå det evige liv. Men syndernes forladelse er også vor tros store håb: trods vor syndighed og uværdighed, står Kristus – gennem sin Kirke – parat med tilgivelse og nye nådegaver, hver gang vi er faldet i synd.

At vi ikke kan undgå synden helt, betyder ikke at vi intet kan gøre, men at livet er en kamp for at bevare vor sjæl til det evige liv. Vi bør derfor regelmæssigt og ofte søge syndernes forladelse i Bodens sakramente – også når vi ikke har begået alvorlige synder, men alligevel er os bevidst om at have syndet, ved at undlade det gode (fx bede oprigtigt, hjælpe vore medmennesker…) eller ved at gøre det onde (fx været ukærlige eller selviske overfor andre). Et sundt sjæleliv indebærer at opøve et stadig større klarsyn ift. os selv, hvilket ikke betyder at blive skrupuløse og ængstelige, således at vi i virkeligheden tvivler på Guds nåde – men at se sig selv i det rette forhold til Gud. At tro på syndernes forladelse er derfor en håbets tro: for Guds nåde og styrke er langt større end al menneskelig ondskab og svaghed. Når vi forlader skriftestolen efter et ærligt skriftemål, må vi ikke tvivle på at vor sjæl er helt ren – det er ikke ved vor egen skarpsindighed eller hukommelse, men alene ved Guds nåde, at synderne forlades os. Derfor er det første, vi gør efter at have gjort bod, en taksigelse til Gud, som har renset hvor sjæl, så den er blevet “hvidere end sne” (Sl. 50, 9-11):

Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
Forkynd mig fryd og glæde,
lad de knogler, du knuste, juble!
Vend dit ansigt bort fra mine synder

Pave Benedikt XVI

Rundskrivelse

Gud er kærlighed

Introduktion

”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham” (1 Joh 4,16). I disse ord fra Første Johannesbrev udtrykkes på enestående måde den kristne tros centrum, det kristne Gudsbillede og også det deraf følgende billede af mennesket og dets veje. I det samme vers giver Johannes også en slags formel for kristen eksistens: ”Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (jf. 4,16).

Vi tror på kærligheden. Således kan den kristne udtrykke sit livs fundamentale grundlag. At være kristen er ikke resultatet af et etisk valg eller en storslået ide, men et møde med en begivenhed, en person, som giver vort liv en ny horisont og en afgørende retning. I sit evangelium beskriver Johannes denne begivenhed med disse ord: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham [skal] … have evigt liv. ” (Joh 3,16). Den kristne tro har bevaret den inderste kerne af Israels tro ved at sætte kærligheden i centrum, og har samtidig givet denne kerne en ny dybde og bredde. Den troende jøde beder dagligt ordene fra Femte Mosebog, som udtrykker hans livs centrum: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (5 Mos 6,4-5). Jesus forenede dette bud om kærlighed til Gud med buddet om kærlighed til næsten, som findes i Tredje Mosebog: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3 Mos 19,18; jf. Mark12,29-31) så budene blev ét bud. Gud har elsket os først (jf. 1 Joh 4,10), og derved er kærligheden ikke længere blot et ”bud”, men er et svar på den kærlighedens gave, som Gud går os i møde med. I en verden, hvor Guds navn sommetider forbindes med hævn eller pligten til had og vold, er dette budskab både aktuelt og af ganske praktisk betydning. Derfor ønsker jeg i min første encyklika at tale om den kærlighed, som Gud overøser os med og som vi til gengæld skal give videre til andre. Dermed er det allerede fortalt, hvad de to store afsnit af encyklikaen, som er tæt forbundet med hinanden og nøje hænger sammen, handler om. Den første del har en mere spekulativ karakter, da jeg her ønskede, ved begyndelsen af mit pontifikat, at afklare nogle væsentlige punkter om den kærlighed som Gud på hemmelighedsfuld måde og ganske frit tilbyder mennesker, og jeg ønskede ligeledes at påvise den indre forbindelse, der er mellem denne kærlighed og realiteten i den menneskelige kærlighed. Den anden del er mere konkret, da den vil behandle Kirkens praktiske udøvelse af næstekærlighedsbudet. Temaet er meget omfattende, men en udtømmende behandling ville gå ud over rammerne af denne encyklika. Mit ønske er at fremhæve nogle grundlæggende elementer, for således at kalde på en ny handlekraft i verden gennem menneskers konkrete svar på den guddommelige kærlighed.