Kirkens liv

Besøgstjeneste


Er De ældre og alene?
Er De gennem tab blevet alene?
Er De på grund af handicap eller sygdom afskåret fra at komme ind i kirken?
Er De indlagt på hospitalet med alvorlig sygdom?
Har De behov for besøg af præsten til at snakke med eller
til at være stille sammen med, så må De gerne kontakte mig på tlf: 71784647 eller skriv til mig: bernardo.petrini@jubii.dk  


Med kærlig hilsen.
P. Bernardo Petrini

Pastor Bernardo Petrini Sanct Leonis Gade, 12 8800- Viborg tlf: (+45) 7178 4647 bernardo.petrini@jubii.dk

Deus Caritas Est

Pave Benedikt XVI

Rundskrivelse

Gud er kærlighed

Introduktion

”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham” (1 Joh 4,16). I disse ord fra Første Johannesbrev udtrykkes på enestående måde den kristne tros centrum, det kristne Gudsbillede og også det deraf følgende billede af mennesket og dets veje. I det samme vers giver Johannes også en slags formel for kristen eksistens: ”Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (jf. 4,16).

Vi tror på kærligheden. Således kan den kristne udtrykke sit livs fundamentale grundlag. At være kristen er ikke resultatet af et etisk valg eller en storslået ide, men et møde med en begivenhed, en person, som giver vort liv en ny horisont og en afgørende retning. I sit evangelium beskriver Johannes denne begivenhed med disse ord: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham [skal] … have evigt liv. ” (Joh 3,16). Den kristne tro har bevaret den inderste kerne af Israels tro ved at sætte kærligheden i centrum, og har samtidig givet denne kerne en ny dybde og bredde. Den troende jøde beder dagligt ordene fra Femte Mosebog, som udtrykker hans livs centrum: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (5 Mos 6,4-5). Jesus forenede dette bud om kærlighed til Gud med buddet om kærlighed til næsten, som findes i Tredje Mosebog: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3 Mos 19,18; jf. Mark12,29-31) så budene blev ét bud. Gud har elsket os først (jf. 1 Joh 4,10), og derved er kærligheden ikke længere blot et ”bud”, men er et svar på den kærlighedens gave, som Gud går os i møde med. I en verden, hvor Guds navn sommetider forbindes med hævn eller pligten til had og vold, er dette budskab både aktuelt og af ganske praktisk betydning. Derfor ønsker jeg i min første encyklika at tale om den kærlighed, som Gud overøser os med og som vi til gengæld skal give videre til andre. Dermed er det allerede fortalt, hvad de to store afsnit af encyklikaen, som er tæt forbundet med hinanden og nøje hænger sammen, handler om. Den første del har en mere spekulativ karakter, da jeg her ønskede, ved begyndelsen af mit pontifikat, at afklare nogle væsentlige punkter om den kærlighed som Gud på hemmelighedsfuld måde og ganske frit tilbyder mennesker, og jeg ønskede ligeledes at påvise den indre forbindelse, der er mellem denne kærlighed og realiteten i den menneskelige kærlighed. Den anden del er mere konkret, da den vil behandle Kirkens praktiske udøvelse af næstekærlighedsbudet. Temaet er meget omfattende, men en udtømmende behandling ville gå ud over rammerne af denne encyklika. Mit ønske er at fremhæve nogle grundlæggende elementer, for således at kalde på en ny handlekraft i verden gennem menneskers konkrete svar på den guddommelige kærlighed.