Lektorer og kommunionsuddelere

Retningslinier for lektorer og kommunionsuddelere

Den absolut vigtigste og grundlæggende forudsætning for, at man kan udføre sin opgave som lektor og kommunionsuddeler under Messen på en passende og værdig måde er, at man gør sig klart, hvilket ansvar denne tjeneste indebærer, og hvem det er man tjener. Som lektor får man den opgave at forkynde Guds ord for en samlet menighed, en opgave, der kun kan udføres med den nødvendige værdighed og ånd, hvis man både i sit indre og i sin ydre adfærd udviser respekt og ydmyghed. En indre bøn om Guds bistand lige inden man rejser sig for at udføre opgaven kan hjælpe en til at glemme sig selv og bevare det rette fokus. En anden både mental og liturgisk nødvendig gestus er en tydelig bøjning for alteret, inden man går hen til amboen. Dette er ikke blot en respektfuld gestus overfor Gud, men også i forhold til menigheden, og det må understreges, at den er absolut obligatorisk for enhver lektor.

De samme principper gælder også for kommunionsuddelere. At uddele Kristi blod er en opgave, ingen af os i sig selv er værdige til, og hvis Jesus, gennem præsten og med menighedens tilladelse alligevel tildeler os den, må vi udføre den med ydmyg taknemmelighed og så korrekt som muligt. Fælles for begge tjenester er, at vi er Kristi tjenere, intet i os selv, men alt i Ham og i hinanden som fællesskab.

 Praktiske regler

Lektorer:

I god tid inden Messen må man nøje gennemgå sin læsning for at sikre sig, at man forstår dens indhold og har styr på betoning og udtale af eventuelle sted-og personnavne. Efter at have udført sin bøjning for alteret, indtager man sin plads ved amboen og sørger for, at mikrofonen er tændt og har en passende afstand fra munden, ikke for langt væk, men vigtigt, heller ikke for tæt, da lyden derved let kan blive ”hvæsende”. Inden man begynder læsningen, venter man, indtil menigheden er faldet til ro. Man læggerikke ud med at sige: ”Første læsning er fra 2. Mosebog..., eller anden læsning er fra...” Oplysning om nummeret på læsningen er overflødig og liturgisk ukorrekt. Man nøjes med at sige: Læsning fra..., og inden man begynder, kaster man et blik ud over forsamlingen. Det er en god regel, at man lader blikket gå helt ned til folk på de aller bageste rækker i kirken og kommer i hu, at ens stemme og budskab skal række helt derned.

Det er vigtigt at huske, at ordene, når de skal adresseres til en forsamling, skal artikuleres ekstra tydeligt og grundigt. Sjusk i udtalen gør læsningen utydelig og, for folk med svag hørelse, måske endda uforståelig. Til slut ser vi op og ud over forsamlingen, mens vi siger:”Dette er Guds ord!” Inden vi går ned på vores plads, vender vi os om og bukker igen for alteret. For den lektor, der læser forbønnerne gælder, at han/hun forbliver ved amboen indtil det afsluttende amen. Er biskoppen eller en anden indenfor Kirken højt rangeret person til stede under Messen, er det vigtigt at huske, at man, ud over bøjningen for alteret, laver en ekstra bøjning for ham, inden man går hen til amboen. Efter læsningen nøjes man med bøjningen for alteret. For lektorer, der skal recitere salmen gælder, at man ved omkvædet ikke signalerer til tilhørerne med hænderne. Betoning i fremførelsen af versene bør være nok til at indikere, hvornår der skal stemmes i med omkvædet.

 Praktiske regler

Kommunionsuddelere:

Som for lektorer gælder det, at bukket for alteret signalerer respekt og ydmyghed overfor den opgave, man står over for at skulle udføre. Kommunionsuddelerne går op til alteret under ”Guds Lam”, og stiller sig på hver sin side af alteret. De skal passe på, at alle deres handlinger og bevægelser bliver så vidt muligt synkrone. Når man har modtaget hostien, holder man den i den ene hånd og dækker den med den anden hånd. Nøjagtig samtidigt med præsten spiser man den og modtager derefter kalken.

Når man går ned i kirkerummet med sin fyldte kalk er det vigtigt, at man er til det yderste fokuseret på sine bevægelser og ser ordentlig efter, hvor man sætter sine fødder for ikke at snuble. Selv om man skal være ekstremt koncentreret under uddelingen, er det vigtigt, at man ikke virker sammenbidt, men møder folk med et åbent og venligt blik.

 Det er en god ide at sende små børn et smil som kan give dem den oplevelse, at kommunionen er en glædelig begivenhed. Slip ikke kalken men hold den, mens motorisk svage, handicappede eller børn, der virker usikre, drikker. Det er næppe nogen hemmelighed, at hverken Vatikanet eller vores egen lokale biskop billiger, at folk dypper hostien i kalken. Den uskik kalder man ”eukaristisk selvbetjening”, og den burde ikke finde sted. Det er dog ikke de menige medlemmers opgave at rette på denne fejl, og derfor må vi indtil videre finde os i, at folk i denne sag trodser reglerne. For dog at sikre os, at man ikke ligefrem drypper Kristi blod ned på gulvet, og for at signalere alvoren i det, man foretager sig, holder man purificatorium (den lille lærredsdug, man aftørrer kalken med) under hagen på kommunikanten, mens der dyppes og puttes i munden. Dette er meget vigtigt, og man bedes nøje overholde denne regel!

Kommunionsuddelerne går, efter endt uddeling, samtidigt tilbage til alteret, og hvis der er mere vin i kalken, kan man, inden man sætter den, tømme den. Ellers kan man lade præsten eller diakonen tømme. Er kalken tom, lægger man det sammenfoldede purificatorium henover den, men er der stadig vin i kalken, lægger man det ved siden af. Efter et buk for alteret går man ned på sin plads. Det skal tilføjes, at man, hvis kalken er tømt inden alle i ens række af kommunikanter har fået vin, må gå tilbage til alteret.

Tilføjende bemærkning:

Vi skal alle sammen huske, at vi er mennesker, ikke robotter. Hvis vi derfor kommer til at snuble i læsningen eller lave en anden fejl, er der ingen grund til at græmme sig. Det sker for os alle, selv de mest garvede og rutinerede. Nervøsitet i behersket grad har en skærpende effekt på ens koncentrationsevne og er derfor kun en fordel. Sker der et uheld, skal man altså bare tage det roligt. Det er netop kendetegnet på en rutineret lektor, at den slags små kiks tages med sindsro. Hvad der virkelig betyder noget, er, som sagt i mine indledende bemærkninger, at ens mentale og åndelige indstilling til opgaven er den rette og at dette mærkes tydeligt af både præst og menighed.