Spørgekasse

Aflad

Hvad er aflad?
Jeg har spurgt præst og kateketer, hvor jeg går til undervisning, og jeg har læst i Katekismen, men jeg synes altså stadig, det er svært at forstå.
Kan du måske skære det lidt ud i pap?
Venlig hilsen
Sonja Høst

Kære Sonja
Aflad er et fænomen, som har givet anledning til mange misforståelser, bl.a. fordi der i 1500-tallet
opstod et udbredt misbrug i form af afladsbreve, som man kunne købe, da man manglede penge til
renæssancens store kirkebyggerier. ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden
springer”! Dette misbrug kom til at overskygge nødvendigheden af sand bod og omvendelse,
samtidig med at der også blandt teologerne var stor uklarhed om, hvad aflad egentlig var for noget.
I modreformationen (Tridentinerkoncilet i 1545-63) blev der dog rettet op på både misbrug og
teologiske uklarheder.
Men hvad er så aflad?
Først et eksempel i pap, som du beder om: Hvis du i raseri har slået din nabo ned og brækket begge
hans arme, kan Gud – såfremt du oprigtigt angrer, hvad du har gjort - tilgive dig den syndige
handling, så den ikke fører dig ind i den evige fortabelse. Men det hjælper jo ikke din nabo, for han
er både chokeret og invalideret. Ham må du også bede om tilgivelse og, så vidt det er muligt,
erstatte den skade, du har forvoldt, enten ved økonomisk at holde ham skadesløs eller ved helt
håndgribeligt at hjælpe ham med de vanskeligheder, du har påført ham. Du skylder ham at sone det,
du har gjort mod ham, på det timelige og rent menneskelige plan. Hvis ikke du inden din død har
rådet bod på din timelige skyld, kan du blive renset for den i skærsilden. Men du kan også bede om
”benådning”. Aflad er altså en benådning her og nu fra en straf, du ellers måtte udsone i skærsilden,
mens syndstilgivelsen i bodens sakramente er en frelse fra den evige fortabelse og altså handler om
dit forhold til Gud, til dommedag og evigheden.
Når man begår en synd, har det konsekvenser både for ens forhold til Gud (evighedens dimension)
og for ens forhold til verden, (tidens dimension), dvs. medmennesker, Kirken og fællesskabet, ja
hele skaberværket. Selve den syndige handling, hvor man vendt sig bort fra Gud, kan tilgives i
bodens sakramente (skriftemålet), såfremt du oprigtigt angrer din udåd og er fast besluttet på aldrig
at gøre sådan noget igen. Det er tilgivelsens evighedsdimension, som frelser synderen fra den evige
fortabelse. Men den timelige dimension må godtgøres gennem bod og bøn. Ofte er det vanskeligt på
det timelige plan at råde bod på en synd. Men her kan vi igen bruge eksemplet ovenfor: Hvis du
ikke selv kan hjælpe din invaliderede nabo med at passe hus og have for ham eller betale hans
ekstra udgifter til hushjælp, så kan din familie eller venner hjælpe til med at godtgøre det, du
skylder ham. Vi er jo ikke enkeltstående individer, men forbundne kar.
Det er samme princip i Kirken: Kirken og De helliges Samfund har fælles blodomløb, for vi er
Kristi mystiske Legeme: En synd skader ikke kun det enkelte menneske, men hele Kirkelegemet
eller fællesskabet. Derfor er man skyldig at kompensere for sine fejl ved bod, sone, bøn, faste,
almisse eller kærlighedsgerninger. Denne skyld kan Kirken eftergive - helt eller delvis, netop i kraft
af princippet om de forbundne kar. Grundlaget for aflad er Kristi død på korset, hvor Han sonede
verdens synder. Man taler om ”Kirkens skatkammer”, som først og fremmest består af Kristi

forløsningsværk, men også af Jomfru Marias og alle de andre helgenernes fortjenester, og som også
vi, Hans lemmer, kan tage del i, både ved at give, som Paulus udtrykker således i Kol 1,24.”Nu
glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg
med min egen krop for hans legeme, som er Kirke.”, men også ved selv at modtage. Betingelsen for
at opnå aflad er anger, bodfærdigt sindelag og vilje til omvendelse, samt bestemte handlinger, som
Kirken foreskriver (f.eks. almisse, andre barmhjertighedsgerninger, faste og bøn).
Hvis du ikke får denne benådning, før du dør, fortsætter renselsen i skærsilden, ind til du er ren nok
til at stå for Guds ansigt. Skærsilden befinder sig på en eller anden måde på det timelige plan, selv
om det er en tilstand efter døden (Derfor taler men her om ”timelige syndestraffe”). Det er jo en
tidsbegrænset renselsesproces, som netop forbereder livet med Gud i evigheden. Derfor er det så
vigtigt at bede om benådning for dem, som befinder sig i denne tilstand, hvor de ikke mere selv kan
gøre noget for at sone følgerne af deres synder.
Gud ønsker altså, at vi som Hans lemmer skal medvirke i forløsningsværket, ikke kun for os selv,
men for hele Kirken, især for de døde, som befinder sig i skærsilden. Bod og sone er vores del af
arbejdet, både for vore egne timelige synder, men også for de dødes. Den enes hellighed kommer de
andre til gode. Her kan vi, der endnu lever, træde ind sammen med alle helgenerne i Himlen, først
og fremmest Guds Moder, og går i forbøn for dem – især i messen, som kan fejres i denne specielle
intension.
I sin bog, ”Katolicismens inderste væsen”, skriver Karl Adam s 148: ”Dér, hvor et lem ikke har
gjort tilstrækkelig fyldest for sine synder, og hvor det, efter at have fået sin skyld forladt og sin
evige straf eftergivet, endnu må afbøde de ”timelige syndestraffe”, som den retfærdige og gode Gud
i opdragende visdom knytter til selv den tilgivne synd, dér bærer alle Legemets lemmer med på
denne straffebyrde, og dér har Kirken lov til, i kraft af den nøglemagt, hvormed den binder og løser,
at erstatte den enes mangel gennem den andens rigdom.”
Videre side 149: ”I afladen mødes som i ingen anden kirkelig indretning Kristi Legemes lemmer i
medsonende kærlighed.”
Du kan læse mere om aflad i Den Katolske Kirkes Katekismus fra § 1471 og i en skrivelse af Pave
Paul VI: Indulgentiarum Doctrina (1967).
Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff

Guds rige

Hej Spørgekasse.
Er Himlen og Himmeriget det samme?
V.h. Sonja

 

Himlen er Guds bolig. ”Fader vor, du som er i Himlen”. Himlen er ikke et bestemt sted, men snarere en tilstand: Det er dér, hvor Gud har ”magten og æren”, hvor det altså er Gud og ikke Satan, som regerer. Himlen er det samme som Himmeriget eller Guds Rige. Hele Jesu gerning går ud på at bringe Guds Rige til den faldne menneskeslægt og bringe det til gennembrud i vores verden. Derfor er Jesu centrale budskab: ”Omvend jer, Guds Rige er kommet nær.”

Jesus bringer Guds Rige med sig. Han ER selv Guds Rige, jf. Luk 4,18, hvor Jesus læser op i synagogen af Den hellige Skrift: « ”Herrens Ånd er over mig, fordi Han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

Pave Benedikt XVI forklarer i sin bog ”Jesus af Nazareth”, at Guds Rige skal forstås i tre dimensioner: Den første dimension: Det er Jesus selv, som er Gud. Hvor Han er, er det Gud, der hersker, der er Guds Rige. Jf. Luk 11,20 ” Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds Rige jo kommet til jer”, siger Han. Han er Guds Rige midt iblandt os: Emmanuel, Gud Med Os. Han var det, da Han gik rundt i Israel for 2000 år siden og vidnede om Guds Riges tilstedeværelse med alle de tegn, Han gjorde. Han er det stadig lyslevende her og nu.

Her kommer vi til den anden dimension, den ”mystiske”, dvs. Guds rige i den enkelte menneskesjæl. ”Følg mig”, siger Jesus, dvs. vi skal blive ét med Ham, blive ”en anden Kristus”. Han vil løfte menneskene op til deltagelse i sit guddommelige liv. Det er det, Paulus mener, når han siger: ”Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig”. Så bærer vi Kristus i os og udbreder Hans Rige i verden – usynligt, men virksomt i kærlighed, lys og varme. Hvor Gud hersker, dér er Guds Rige. Det er altså ikke at finde på noget landkort: ”Mit Rige er ikke af denne verden”, siger Jesus. Det findes i det enkelte menneske, som tager imod det og lader det vokse i sit hjerte som sæden, der er faldet i den gode jord. Vi ser lysende vidnesbyrd om mennesker, som gennem historien har været bærere af Guds Rige. De store helgener, som udstråler Guds Riges kærlighed og varme. Tænk på Frans af Assisi eller Elisabeth af Thüringen: Rundt om dem blev verden lys og varm. Der udgik en kraft fra dem, som gjorde Guds ord levende. De var tegn eller symbol på Kristus, fordi de bar Ham i deres hjerte. Eller Benedikt af Nursia, som med sin munkeregel gav opskriften på at blive en Kristi discipel. Klosterliv er i sin essens jo også et tegn på Guds Rige praktiseret i et menneskeligt fællesskab.

Den tredje dimension: Gudsriget i de enkelte mennesker stråler ud i verden og gennemsyrer den som en surdejg, der vokser til én stor organisme: Kirken, Kristi mystiske Legeme, den organisme, som forener de sjæle, hvor Kristus lever, så de bliver celler i Hans kirkelegeme: Jesus beder til Faderen i Joh 17, 22: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” I dåben er vi indpodet i Kristi Legeme, og i eukaristien fornyer Han det livsnødvendige blodomløb: Joh 6,56 ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.” Kirken er spiren og begyndelsen til Guds Rige. Den er den synlige manifestation af Hans Rige i verden, dog endnu plettet af den jordiske forkrænkelighed, men på vej mod fuldbyrdelsen: Kristi brud, ren og skøn, ”uden plet og lyde”. Da vil Gud være alt i alle. Så vil Kristus overgive det fuldbragte Rige i Faderens hænder.

Guds Rige er altså på en gang allerede en realitet, lige som sæd, der spirer på forårsnøgne marker og allerede farver dem lysegrønne, men samtidig et endnu ikke fuldbyrdet løfte om høsttidens bølgende kornmarker.

Afgørende for udfaldet er vores Ja eller Nej til at medvirke til Rigets udbredelse.

Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff

Gud og naturvidenskaben

Kære Brevkasse

Jeg er tiltrukket af kristendommen, men på den anden side synes jeg, det er svært at tage Bibelen alvorligt: Gang på gang overskrider den almindelig sund menneskefornuft og videnskabelige erkendelser, ved at fortælle om alle mulige totalt usandsynlige hændelser, f. eks. hele skabelsesberetningen, der jo modsiger den moderne naturvidenskabs mest elementære opdagelser.

Hvordan kan man som kristen leve med så åbenlyse modsigelser?

Vh Magnus T.

 

Kære Magnus

Dilemmaet mellem teologi og naturvidenskab har været et problem for mange mennesker, især efter 1600-tallet, da den nye naturvidenskab for alvor fik vind i sejlene med dens principper om, at virkeligheden er det, som kan måles, vejes og beskrives matematisk. Især blev konflikten tilspidset, da Copernicus’ og Galileis opdagelser bogstaveligt talt vendte Bibelens verdensbillede på hovedet og gjorde solen til universets centrum og ikke Jorden, som man altid havde regnet med, og som da også er Bibelens verdensbillede (det geocentriske). Eftertiden har vist, at denne strid var helt meningsløs, da ingen af delene er den endegyldige sandhed, men virkeligheden viser sig at være uendeligt mere kompliceret: Jorden drejer om sig selv, og det gør solen også. Jorden kredser samtidig om solen, og solen drejer sig med sine 9 planeter i en cyklus på 220 millioner år om mælkevejens centrum. Desuden er hverken jorden eller solen centrum i kosmos, men vort solsystem befinder sig ved randen af en galakse, der kun er én ud af milliarder andre galakser, som alle bevæger sig bort fra hinanden med en ufattelig hastighed.

Eksemplet viser, at vor erkendelse er ekstremt begrænset og mangelfuld.

Når der tilsyneladende er tale om en konflikt mellem naturvidenskab og teologi, hænger det sammen med, at begge parter har haft en forestilling om, at deres eget verdensbillede var rigtigt, og det andet forkert: ”Enten skabelse eller evolution, Gud eller Darwin”. Den ene holdning fører i sin konsekvens til kreationisme og bibelfundamentalisme, mens den anden fører til materialisme og ateisme. Begge dele er udtryk for et temmelig naivt hovmod. Efterhånden kan stadig flere på begge sider af skillelinjen se, at der slet ikke er tale om et enten- eller, men om et både- og. Det er lige som i fysikkens komplementaritetsteori, hvor et fænomen med lige stor ret kan beskrives som partikler og bølger: Skabelsen er jo ikke et naturvidenskabeligt begreb, men derimod et filosofisk- teologisk, som ikke på nogen måde begrænser den naturvidenskabelige forskning, hvis opgave det er at udforske, HVORDAN skaberværket arter sig, mens teologien udgrunder HVORFOR.

Konklusionen på den gamle diskussion må altså være et både - og, således at de to erkendelsesveje, naturvidenskab og teologi, ikke udelukker hinanden, men tværtimod kompletterer hinanden. I sin kærlighed er Gud nærværende i sit skaberværk i en kontinuerlig dynamik, som udfolder sig i evolutionen efter den guddommelige orden, som er nedlagt i naturlovene. Guds dynamiske skabervirksomhed viser sig i kosmos’ udvikling frem imod livets opståen, fra de første atomer, molekyler, solsystemer og mælkeveje hen imod de levende væsener og endelig som slutpunkt i udviklingen:

Mennesket, skaberværkets krone, Guds billede, hvert eneste menneske som en unik personlighed. Skabelsen har en begyndelse i tid, men er samtidig en kontinuerlig proces.

At det først er i nyere tid den reduktionistiske tankegang har vundet fodfæste og er blevet almindeligt tankegods, bevidnes af udsagn fra de største naturvidenskabsmænd i renæssancen, som tænkte holistisk: Galilei udtrykte det sådan:

”Den hellige Bibel og naturens fænomener udgår begge fra Guds ord, den første som dikteret af Helligånden, og de sidste som udøvere af Guds bud.”

En anden af renæssancens store astronomer, Tycho Brahes elev Kepler, skriver i 1618: ” Thi det er netop universet, som er Naturens bog, i hvilken Gud som Skaber har åbenbaret og afbildet sit væsen, og hvad Hans vilje er med mennesket i en skrift uden ord.” Og et andet sted: ”..”den Naturens Bog, der prises så højt i Den hellige Skrift. Paulus minder hedningene om, at de i denne kan betragte Gud, som man kan betragte solen i en vandflade eller et spejl.”
(Olaf Pedersen: Naturerkendelse og Theologi, 1996, s 317)

Dette er også almindelig katolsk lære i dag, for katolsk tro er holistisk. Derfor kan kristne – i hvert fald katolikker – leve med en glad og betaget accept af naturvidenskabens nyeste erkendelser, for de modsiger ikke Bibelen, men bekræfter kun Skriftens udsagn om Guds uendelige storhed, visdom og kærlighed.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff

Hvad er forskellen katolicisme og protestantisme?

Clara skriver:

Min Far er fra Italien og derfor katolsk. Min Mor er almindelig dansk protestant. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der egentlig er så stor forskel på katolsk og protestantisk tro. Kan det da ikke være lige meget, når bare man er kristen?

 

Svar:

Grundlæggende har katolikker og protestanter den samme kristne tro: At Jesus er Kristus, Guds Menneskesøn, som det er formuleret i den apostoliske og den nicænske trosbekendelse.

Trosbekendelserne er vi fælles om. De bruges begge to i både den katolske og den protestantiske Kirke. Der er kun én lille forskel: I den katolske Kirke siger man: ”Jeg tror på den hellige katolske Kirke…”. I den protestantiske siger man. ”Jeg tror på den hellige almindelige Kirke”. Men ”katolsk” betyder oprindelig: ”Almen/almindelig” eller ”universel”.

 

Men selvfølgelig er der forskelle. Ellers var vi jo for længst igen blevet én Kirke, som Jesus ønskede det.

Jeg vil nævne tre forskelle, som har vidtrækkende konsekvenser:

 

1) Den katolske tro er HOLISTISK. Den omfatter ALT i denne verden og i Guds verden. Tiden og rummet, historien og den fysiske verden, de levende og de døde og de mennesker, der endnu ikke er født, - alt er i Guds favn, for Han er den levende Gud, den medvandrende Gud, ligesom Han var det, da Gudsfolket vandrede gennem ørkenen. Han er med os her og nu. Gud har skabt den fysiske verden til at være hellig og god. Menneskelegemet er ikke sjælens miserable fængsel, men Helligåndens bolig. Syndefaldet havde bragt Guds orden og skønhed i ubalance. Døden og alt det onde var kommet ind i verden. Men da Gud åbenbarede sin herlighed i Jesus Kristus, genoprettede Han, hvad Adam og Eva havde ødelagt, dengang de gjorde oprør mod Gud. I inkarnationens mysterium (dvs. at Gud blev menneske i Jesus) og i påskenattens sejr, da Jesus opstod fra de døde, indplantede Gud denne genforsoning i verden og helliggjorde den gennem sin Kirke og sine sakramenter, som i mysteriets form er en fortsættelse af Kristi fysiske nærvær iblandt os. Derfor tror katolikker, at Jesus reelt er til stede i nadverbrødet, når præsten har løftet det og velsignet det. Nadveren et fest- og mindemåltid, men også en offerhandling, en reel aktualisering af Jesu død på korset og samtidig Hans opstandelses sejr over døden. Når vi spiser og drikker Hans legeme og blod, bliver vi forenet med Hans Guddom.

Den protestantiske verdensopfattelse derimod er præget af renæssancens dualistiske verdenssyn, som man havde arvet fra dele af græsk filosofi, især Platon og nyplatonismen. Det betyder, at man ikke mere ville acceptere naturen som hellig, og at man ikke mere kunne tro på Kristi fortsatte tilstedeværelse i alterets sakramente, men mere opfatter det som et mindemåltid, hvor den frelsende virkning afhænger af modtagerens egen indstilling. Den katolske opfattelse af sakramenterne som en sammensmeltning af en guddommelig virkelighed og et fysisk tegn skæres bort, fordi den åndelige og den fysiske virkelighed adskilles lige så radikalt som i Descartes’ filosofi nogle årtier senere. Derfor fjerner protestantismen fem af de oprindelige syv sakramenter, og de fleste sanselige og kropslige elementer i gudstjenesten skæres bort (Skikken at knæle, at korse sig; brugen af kerter, vievand, røgelse, liturgiske farver, rosenkranse, ikoner, krucifixer osv osv).

For mange protestanter medførte det, at Gud forsvandt for dem op i den fjerne Himmel, hvor Han ikke bekymrede sig så meget om sine børns daglige jordiske tilværelse. Nu måtte de klare den selv og trøste sig med præstens prædiken om søndagen.

 

2) Kirkens autoritet (Traditionen)    

Kirkens fysisk-historiske dimension kommer i den katolske Kirke endvidere til udtryk i Den hellige Tradition (dvs. den levende Tradition, som gennem paverne og biskopperne – fra person til person - går direkte tilbage til apostlene selv). Den kirkelige Tradition er sammen med Den hellige Skrift kilden til troen, for Traditionen sikrer, at Bibelen fortolkes i overensstemmelse med apostlenes lære. Det er et grundprincip i katolsk tro, at Sandheden om Gud er absolut, og denne Sandhed bevares i KirkensTradition under Helligåndens vejledning. Det er denne Tradition, som Kirken, personificeret i Paven, er garant for, og som giver Kirken teologisk autoritet.

Det var imidlertid netop denne autoritet, Luther ikke ville bøje sig for. Han ville ikke acceptere nogen ”mellemmand” mellem Gud og det enkelte menneske. Derfor forkaster han Traditionen og siger ”Bibelen alene”. Han mente, at hvert menneske selv kunne læse og fortolke Bibelen ud fra sine egne forudsætninger. Dermed sætter han (lige som Descartes gør i filosofien) det subjektive som øverste dommer. (Igen en følge af renæssancens menneskefrigørelse og individualisme).

Man taler derfor om, at den katolske teologi er en ”teologi fra oven” (åbenbaret af Gud, båret af både rationalitet, tro, bøn og mystisk erfaring), mens den protestantiske teologi er en ”teologi fra neden”, alene båret af den menneskelige erkendelse og dens muligheder. Det har gennem århundrederne i den protestantiske teologi ført til en stadig stærkere verdsliggørelse, fordi den er blevet en universitetsdisciplin med samme overordnede arbejdsmetoder som humanistiske og til dels naturvidenskabelige fag, som udelukker de elementer, som bæres af tro, bøn og mystisk erfaring. Denne opfattelse har i protestantisk praksis ført til en omfattende relativisme og subjektivisme, så at ingen i den protestantiske Kirke kan eller vil udtale sig på Kirkens vegne, men altid kun må tale på egne vegne.

 

3) Menneskesynet: Også det katolske menneskesyn (og natursyn) er præget af holismen, for ikke kun sjælen, men også menneskelegemet er skabt til hellighed. Trods syndefaldet har mennesket ved Guds nåde fået mulighed for at gå hellighedens vej i Kristi efterfølgelse. Protestantismen er også i sit menneskesyn påvirket af renæssancens opsplitning mellem det fysiske og det åndelige. I Luthers meget pessimistiske menneskesyn er der visse ligheder med gnostikernes ringeagt for menneskelegemet og hele den fysiske skabte verden. Derfor så Luther mennesket som radikalt ondt, ude af stand til at gøre gode gerninger. Han skriver et berømt skrift om ”Den trælbundne vilje”, hvori han udtrykker, at mennesket intet kan gøre selv for sin frelse, men udelukkende er afhængig af Guds nåde. ”Gerningsretfærdighed” opfatter han som hovmod og hykleri.

Derfor skriver den store katolske renæssancefilosof, Erasmus af Rotterdam, et svarskrift til Luther, som han gav titlen ”Den frie vilje”:Katolsk tro siger ikke, at man nogensinde kan retfærdiggøre sig selv ved at gøre gode gerninger, men derimod, at troen nødvendigvis må medføre gode gerninger. Ellers er det ”en død tro”. Det er således en opgave, som Jesus har givet til hvert enkelt menneske, at det skal gå hellighedens vej, som er en kontinuerlig personlig udviklingsvej i Kristi efterfølgelse. Tusinder af kristne er gået denne vej og mange af dem er derfor kåret som helgener, dvs. mennesker, der kan være forbillede for os andre i Kristi efterfølgelse.

Den største af disse helgener er Jomfru Maria, der som Guds Moder indtager en helt central stilling i katolsk tro.

I kraft af sin ydmyghed og sin tro er hun det menneske, som er gået tættest i Jesu efterfølgelse, og som derfor kan føre os andre ad den samme vej.

Om disse emner er der skrevet tusinder af digre værker.

Se f.eks. www.katolsk.dk og www.katolsk.no

 

Venlig hilsen

KK

Spørgsmål om den katolske tro

Spørgsmål fra Trinh:
Hvilken forskel er der egentlig på en protestantisk og en katolsk Bibel?

 

Svar:

Kære Trinh.

Forskellen på den protestantiske og den katolske Bibel har sin rod i forskellen i bibelsynet og især i fortolkningen af Bibelens skrifter: Den katolske Kirke altid har anset de bibelske bøger for hellige, dvs. direkte inspireret af Gud, og derfor betragter dem som en rettesnor for troen og den måde, man lever sit liv på. Men ifølge katolsk opfattelse er den hellige Tradition og den hellige Skrift så nært forbundet og forenet med hinanden at de ikke kan adskilles. Derfor er alt, som har med skriftfortolkningen at gøre i sidste instans Kirkens afgørelse.

I katolsk opfattelse er udvælgelsen og fortolkningen af de hellige skrifter således af afgørende betydning: I Den katolske Kirkes er det læreembedets opgave - under Helligåndens vejledning - at vurdere og tolke Bibelens skrifter. Det er Kirkens Tradition, som er nedarvet direkte fra apostlene, som bemyndiger Paven til at udtale sig med guddommelig autoritet om, hvilke skrifter, der er autentiske, og hvilke der ikke er i overensstemmelse med Bibelens overordnede helhedssyn: Ordet, der ”blev kød”, Gud, der blev menneske i Kristus for derved at genløse hele det faldne skaberværk. (Et nutidigt eksempel på et skrift, som Kirken har afvist som ikke- autentisk, er Judas-”evangeliet”, som er i direkte modstrid med Bibelens helhedssyn.)

Luther satte Bibelen over Traditionen og Kirken. Også for Luther er Bibelen Guds ord, men den har kun autoritet, for så vidt den vidner om Kristus, ”driver på Kristus”, som han sagde. I kommentarerne til sin bibeloversættelse fra 1521 kommer Luther med en hård kritik af flere af de nytestamentlige skrifter, som han i første omgang ligefrem ville rive ud af Bibelen. Det gælder f.eks. Jakobs brev, der er en modsigelse af Luthers opfattelse af, at man frelses ved troen alene, og ikke ved gerninger. Hans forkastelse af Traditionen og Kirkens autoritet m.h.t. Bibelens fortolkning førte til, at man i stigende grad opfattede Bibelen som en menneskelig bog som andre bøger, der skulle udforskes efter samme metoder som al anden menneskelig litteratur. (Bibelsynet er dog meget forskelligt i de forskellige protestantiske kirkesamfund.) Efter Luthers opfattelse var en række skrifter i GT af lavere rang end andre, og han frasorterede dem derfor og benævnte dem ”apokryfiske” (dvs. ”hemmelige”) i modsætning til de ”kanoniske” bøger: Det drejer sig bl.a. om følgende skrifter: Tobits Bog, Judiths Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog og Makkabæerbøgerne. Luthers begrundelse var bl.a., at disse bøger er udeladt i den jødiske kanon fra ca. 100 efter Kristus, men hører hjemme i den græske kanon (”Septuaginta”, (den hellenistiske jødedoms officielle Bibel). Luther oversatte jo sin Bibel fra Hebraisk til tysk, mens Den katolske Kirkes Bibeloversættelse, ”Vulgata”, en gang i 4. århundrede blev oversat til latin af Hieronymus, GT fra hebraisk og NT fra græsk. Vulgata blev oversat til mange forskellige folkesprog – også til tysk – længe inden Luthers oversættelse kom.)

Forskellen i bibelsynet og bibelfortolkningen har således fået vidtgående konsekvenser: Den katolske Kirke har lige fra apostlenes tid opfattet Bibelen som en helhed, hvor Det Nye og Det gamle Testamente belyser hinanden: Allerede i NT er der en klar opfattelse af, at GT indeholder en forjættelse, som opfyldes med Kristus. Se f. eks fortællingen om de to disciples vandring med Jesus, der udlægger ”Skrifterne” (dvs Gamle Testamente) for dem, ”så deres hjerter brændte” (Luk 24,13 ff). Dette grundsyn er bestemmende for hele NT’s tolkning af GT (se f. eks. også Matt 5 og 2. Kor 3,14 ff). Den katolske Kirke lærer, at Bibelen er Guds Ord, nedskrevet af mennesker under Helligåndens vejledning (se 2 Tim 3,16 og 2 Pet 1,19 ff og 3, 15 ff). Det er ikke en ”visdomsbog” med myter om menneskelivet generelt, som man kan plukke i og fortolke efter eget behov. Det er snarere en ”historiebog”, Guds Ord til Hans udvalgte folk gennem tusinder af år. Dens bøger åbenbarer Guds mysterium, Hans udviklingsvej for Hans udvalgte folk og hele Hans frelsesplan kulminerende med, at Han åbenbarer sig som menneske i Jesus Kristus. Det er et Ord, som ”skaber, hvad det nævner”. Det er Guds handlinger i menneskehedens historie.

Den mest synlige forskel på en protestantisk og en katolsk Bibel er altså, at de gammeltestamentlige ”apokryfe” skrifter mangler i den protestantiske Bibel, men de er medtaget i den katolske og ogsåindgår på lige fod med Bibelens andre skrifter i Kirkens liturgi. Luther mente dog nok, at de apokryfiske bøger havde en vis værdi, så selv om han ikke tog dem med i sin bibeloversættelse, mente han dog, at de var ”gode at læse”, så i dag kan man købe dem som et særskilt supplement til Bibelen, ligesom de er optaget i den nyeste bibeloversættelse.

Kirsten Kjærulff

Spørgsmål om den katolske tro

Spørgs­mål fra Sofie:

Jeg er i tvivl om min tro. Jeg er 17 år gam­mel og jeg tror nok, at jeg er kristen. Jeg er i hvert fald døbt. Jeg overvejer, om jeg måske skal være katolik. Derfor har jeg nogle spørgsmål:

For ek­sem­pel kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor­for ka­tol­ske præ­ster, bi­skop­per, kar­di­na­ler, og paven skal leve i cøli­bat og næg­tes æg­te­skab?

Hvor­for for­næg­ter ka­to­li­cis­men abort?

Mener kir­ken, at alt hvad paven ud­ta­ler er rig­tigt?

Hvor­dan kan man kon­ver­te­re til ka­to­li­cis­men?

Ven­li­ge hil­se­ner

Sofie ...

 

Svar:

Kære Sofie

"Ka­tolsk" be­ty­der "alt­om­fat­ten­de". Jesus indstif­te­de ikke en række for­skel­li­ge kir­ker, men én, uni­ver­sel Kirke, hvor han ned igen­nem tiden selv ville være til stede ved sine re­præ­sen­tan­ter, apost­le­ne og deres ef­ter­føl­ge­re, ved sit ord i Den hel­li­ge Skrift og ved sine sa­kra­men­ter.

"Alt­om­fat­ten­de" be­ty­der, at han gen­nem sin kirke vil frel­se HELE men­ne­ske­he­den, også de men­ne­sker, som al­drig har hørt om ham. Paulus skri­ver i bre­vet til Fi­lip­per­ne (2,10): "Der­for har Gud højt op­hø­jet Ham og skæn­ket Ham nav­net over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i Him­len og på jor­den og under jor­den, og hver tunge be­ken­de: Jesus Kristus er Herre, til Gud Fa­ders ære".

"Alt­om­fat­ten­de" er det samme som "ho­li­stisk" eller "uni­ver­sel", og Den ka­tol­ske Kirke er vir­ke­lig uni­ver­sel, for ikke kun men­ne­ske­ne, men hele ska­ber­vær­ket, hele uni­ver­set, vil Kristus føre til for­løs­ning gen­nem sin Kirke, jævn­før Rom. 8,21: "...at også skab­nin­gen selv vil blive be­fri­et fra tr­æl­dom­men under for­gæn­ge­lig­he­den og nå til den fri­hed, som Guds børn får i her­lig­he­den".

Ud over denne uni­ver­sa­lis­me, kan man frem­dra­ge et par andre ka­rak­te­ri­sti­ske træk ved den ka­tol­ske tro: Det er en måde at leve på - ikke en teori med en række reg­ler og bud. For­bil­le­det er Jesus, Gud som åben­ba­re­de sig i sin Søn, for at han kunne føre os til­ba­ge til Gud, til det evige liv, som han har skabt os til, men som vi for­spild­te ved syn­de­fal­det.

Guds hi­sto­ri­ske, fy­si­ske åben­ba­ring i Kristus er fun­da­men­tet for Den ka­tol­ske Kirke. Også den hel­li­ge skrift, Bi­be­len, er Guds åben­ba­ring gen­nem for­skel­li­ge men­ne­sker. Det be­ty­der, at man ikke bare selv kan for­tol­ke den, som man synes, men at Hel­li­gån­den - gen­nem Kir­ken -- skal vej­le­de men­ne­ske­ne i, hvor­dan tek­ster­ne skal for­stås. (Det er for­kla­rin­gen på dit spørgs­mål om pa­vens ufejl­bar­lig­hed: Den gæl­der kun, når han ud­ta­ler sig om Kri­sti lære "ex cat­hed­ra", det vil sige med hele Kir­kens tra­di­tion og Hel­li­gån­dens vej­le­dning).

Den ka­tol­ske Kirke har et mere po­si­tivt men­ne­ske­syn end de pro­te­stan­ti­ske kir­ker. Men­ne­sket er ikke ble­vet to­talt øde­lagt ved syn­de­fal­det, som Luther mente, men er i stand til, ved Guds nåde og i sam­ar­bej­de med Gud, at gå fremad i en per­son­lig ud­vik­lings­pro­ces mod sta­dig stør­re lig­hed med Kristus, altså mod hel­lig­hed. Peter skri­ver i sit før­ste brev: "men li­ge­som Han, der har kal­det jer, er hel­lig, skal også I være hel­li­ge i hele jeres livs­fø­rel­se". Det be­ty­der, at man for alvor prø­ver at ef­ter­le­ve Guds bud, for ek­sem­pel "Du må ikke slå ihjel". Her kom­mer vi til dit spørgs­mål om abort: Den ka­tol­ske Kirke tager dette bud for på­ly­den­de. Et fo­ster er en Guds skab­ning, et lille men­ne­ske, fra und­fan­gel­sens før­ste øje­blik. Der­for er abort det samme som foster­drab eller bar­ne­mord. Guds bud er evigt gyl­di­ge og kan ikke for­tol­kes frit efter ti­dens mo­de­strøm­nin­ger.

Dit spørgs­mål ved­rø­ren­de cøli­ba­tet kan ikke be­sva­res helt så en­ty­digt som spørgs­må­let ved­rø­ren­de abort. Når Kir­ken fast­hol­der tra­di­tio­nen, at præ­ster skal leve i cøli­bat, er det ikke et Guds bud, men pri­mært en hjælp for præ­ster­ne til at leve lige som Jesus, der jo hel­ler ikke var gift. Ka­tol­ske præ­ster re­præ­sen­te­rer jo Kristus selv, når de står bag al­te­ret. Der­for bli­ver de viet til helt at høre ham til med sjæl og le­ge­me. De skal tjene Gud og deres med­men­ne­sker 100%, ikke kun stå til rå­dig­hed et be­stemt antal timer om dagen. Det kan man bedre gøre, når man ikke også har en fa­mi­lie at tage vare på.

Hvor­dan kan man kon­ver­te­re til ka­to­li­cis­men, skri­ver du. Du må hen­ven­de dig til en ka­tolsk præst og snak­ke med ham om det, for det er vig­tigt at få solid un­der­vis­ning i den ka­tol­ske tro og især er det vig­tigt at gå til messe og vir­ke­lig leve sig ind i troen, så man ved, hvad man siger ja til.

Ven­lig hil­sen

Kir­sten Kjærul­ff, medlem af den katolske menighed i Silkeborg